”Thomas Mann er ikke særlig tydelig i sine romaner. Altså ham selv. Han er ikke tydelig.”
Aj. Det tror jeg altså ikke du kan sætte ord på det der.
”Det har jeg lige gjort.”
Han er en kæmpe dæmpe forfatter. Hvilken rolle spiller det om han er tydelig? Hvad betyder det i det hele taget?
”Ikke dæmpe.”
’Ikke dæmpe.’ Jo! Dæmpe!
”Helt ærligt. Kan 90’erbandet Everything but the Girl dæmpe ungdommen så den lader være med at bruge Internet?”
Dæmpe så sandelig.
”Ikke dæmpe. Ikke-nikke dæmpe.”
Men hvorfor bliver jeg ophidset over din påstand om Thomas Mann?
”Lad være med at spørge mig. Jeg ved ikke hvorfor du bliver ophidset. Det skulle du spørge dig selv om.”
Det er hermed gjort.
”…”
…
”Hallo?! Har du tænkt?”
Ja. Jeg tror det.
”Tror det. Tror det. Men hvad er du kommet frem til?”
Du har ret. Thomas Mann er ikke den mest tydelige forfatter. Man kan ikke rigtig mærke ham i det hele. Bag det hele. Noget.
”Er det fordi han er tysker?”
Hvad er en tysker?
”Du mener: Hvad er den tyske nationalkarakter?”
Netop.
”De har nogle vanskelige sætnings og ord-konstruktioner. Nebensätze hedder sådan nogle. De laver omfattende filosofiske systemer med dem. Kant, Hegel, Heidegger. Men også indenfor psykoanalyse. Hvad angår såkaldt stor musik er de over alle. Og så er de røv-røv gode inden for særlige kunstarter: romantik og ekspressionisme. Og inden for litteratur: Bildungsromanen. Dannelsesromanen, hedder det. Jung beskriver tyskere som introverte. De forbindes også med svigtende sans for humor og respekt for love og regler.”
Men Thomas Mann. Jeg mener, det er ikke ligefrem noget der luner hjertet.
”Enkelhed. Venskabelighed. De er glade for at rejse. Nysgerrige. Nede på jorden er andre egenskaber jeg falder over når jeg googler den tyske nationalkarakter. Jeg synes bare det er så kynisk at sige at en nation er regelfølgende. Så falder den der leverer karakteristikken igennem for alvor.”
Fuldkommen enig.
