Home Non-categorized To billeder

To billeder

455

”Der Wanderer über dem Nebelmeer”, ca. 1818, hænger i Hamburg.

Kære Virkelig Magtfulde Forsamling, Jeg ville aldrig med min moral have lavet dette billede. Heller ikke hvis jeg havde levet for 200 år siden. Jeg kan derfor ikke forstå den tilgrundliggende trang der har været til at male det. At det er ikonisk fortæller mig ikke andet end at en eller anden, i dette tilfælde Caspar David Friedrich, har set det som en ikonisk mulighed for at trænge sig på i almenbevidstheden med en åndelig puslespilsbrik som ingen tidsaldre har brug for. Jeg kan ikke lide det. Jeg synes det er et kuriøst billede der er sørgeligt på den ufede måde. Det er da dybt sørgeligt at stå der og føle man er over verden samtidig med at man bare står og glor på et bjerglandskab. Der er ingen grund til at male nøgen vanvid. Det viser ikke andet end at kunstneren var et barn af sin usle tid. Man kan ikke se på det i dag uden at blive deprimeret. Den største sorgfaktor, det mest sørgelige, altså Frantz, er at man stadigvæk kan se det på den måde som da det blev malet. Man bliver ramt af noget banalt når man ser på det. Det portrætterer et geni. Noget som folk for længst er holdt op med at dyrke. Der eksisterer ikke noget kreativt segment af idioter noget sted i verden som tror de er genier alle til hobe. Nå jo. Det gør der vist.

Ovenstående tale blev givet af mig i New York i efteråret 2017 for FN’s Virkelig Magtfulde Forsamling for God Kunst. Men jeg ser ingen grund til at nedsænke billedet i den 11 kilometer dybe Marianergrav sammen med rosende ord fra netmennesker ligesom det skete i torsdags. Det er en overreaktion. Det er en overreaktion fordi enhver kan se det jeg siger ovenfor er rigtigt og har været det til alle tider.

Vincent van Gogh: Sorrowing Old Man (At Eternity’s Gate), 1890.

Dette billede kan simpelthen kun dreje sig om en gammel mand der sørger over at en anden person, som den gamle elsker, har gjort et eller andet vanvittigt. Det kan jeg sige helt uden fare for at du som læser føler dig hypnotiseret. Så er det godt man har sorg. Det mest komplekse der findes. Fyren her er ikke vant til at græde. Det ser man også tydeligt. Det kan jeg også sige helt uden at du som læser føler dig hypnotiseret, vil jeg skyde på.

Previous articleHønsines sidste tid (1)
Next articleHvorfor præcis vil jeg kæmpe en personlig kamp for at min datter ikke får et job, når hun bliver stor?
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.