Der er udgivet to bøger, begge om skraldemænd i Grækenland. Den ene hedder Skraldemænd i Grækenland og den anden Skraldemand i Grækenland. Den første er underligt distanceret fordi den ikke handler om en konkret skraldemand. Hver gang der dukker en konkret skraldemand op bliver han hånet og forsynet med en gul hjelm. Det er tydeligt at forfatteren er bange for skraldemænd, men hvorfor?, kunne jeg spørge. Er forfatteren måske bange for at skraldemanden skal forbinde ham med skrald og invitere ham op i skraldevognen og give ham en kop skraldekaffe og en håndfuld skraldehistorier fra weekendens mildt sagt intense og dybt, dybt seksuelle eskapader? Den anden bog er for beleven. I denne knuselsker forfatteren en konkret skraldemand, Sokrates Henningsen. Til gengæld får vi flere nyttige faktuelle oplysninger. Blandt andet hedder skrald σκουπίδια og skraldemand σκουπιδιάρης. Mand hedder άνθρωπος, svarende til det danske ord antropologi, og kvinde θηλυκός, mærkelig nok ikke noget med gynæ.
Der bygges i begge bøger flot op til et miniklimaks allerede i kapitel et. Handlingen suser afsted og i lang tid ser det ud til at Bog 2 vil vinde. Det bliver imidlertid Bog 2.
