Da vi kom tilbage til Afrika,
til det sted, hvor vi bollede første gang,
til det sted, hvor jeg bollede første gang,
til det sted, hvor du bollede igen,
var løven død.
Trappe Tallas, tillykke med dit nye digt om Afrika og tak fordi vi måtte bringe det i The Other Newspaper.
„Selv tak.“
Digtet har ikke nogen titel. Det gør, at det fiser rundt. Det fiser ud af bogen og blander sig med vrimlen ude i verden. Om lidt vil jeg gerne vende tilbage til digtets næsten latterligt koncentrerede substans, men forinden vil jeg lige forsøge at skitsere overfor læseren, hvem du er. Du blev nemlig født på Læsø.
„Det er sandt.“
Din mor fødte dig nede i vandkanten.
„Det var jeg ikke klar over.“
Er du overrasket over, at du blev født i vandkanten?
„På ingen måde. Nej-nej!“
Jeg tænkte at denne oplysning ville harmonere med dit selvbillede.
„Jo, men det gør den da.“
Du virker stolt og glad.
„Jeg er stolt og glad.“
Du virker høflig.
„Jeg er som regel høflig.“
Nu ved læseren lidt om dig.
„Ja.“
Nu.
„Ja.“
Jeg ved, der sidder en masse usamlede mennesker derude og at det er ok.
„Det tror jeg faktisk ikke du har ret i.“
Mener du det modsatte?
„Jeg mener at der sidder en masse samlede mennesker derude. De holder fast i dem selv, mens de lader fantasien løbe og læser mit digt.“
Det er stadigvæk umoderne at udfordre læseren til at overvinde sin afstandtagen til det usamlede. Det store spørgsmål er, om de kan andet. Men hvis folk er mere interesserede i at opretholde selvrespekten, må det vel være sådan. Hvad er selvrespekt? Hvor meget er vi villig til at ofre i vores liv for at opretholde den? Hvad hvis livet ikke er så indviklet? Hvad hvis det er sorgen og ikke livet der er det mest komplekse i livet? Jamen, så har vi bare behov for trøst når vi læser.
„Du har rundet af på en smuk måde.“
Tusind tak!
„Du sagde nogle ting der var tankevækkende for mig.“
Det var dog glædeligt!
