I første del af den nye dokumentar møder vi Dyvekeke og Freederik. Det meste af programmet går med den kedelige historie om hvordan de to, efter at have kendt hinanden i fire et halvt år, tilsidst vælger hinanden og at blive gift. Med hinanden, forstås. Først ved enden af første afsnit får vi nogle fine billeder af hele familien med de to teenagebørn, Dyvekeke og Freederik, og det er en virkelig fornøjelse. Teenagerne bærer, ligesom deres forældre, familien hedder Gruhvede, briller og har bumser i hele fjæset. Søde er de. Hvordan lykkedes det så? Vi får tre anekdoter fra Fritmandfritserpigen, som hans mor kalder ham. Var det disse episoder, som gjorde at Dyvekeke fik et godt øje til Freezeren, som de kalder ham i den lille gruppe? Var det dengang Freederik kastede et skelet på Dyvekeke? Nej. Var det dengang gruppen borede huller i et drivhus, så planterne kunne få luft? Nej. Var det dengang Tjikkerlikker, som hans bibliotekar kalder ham, lå oven på den unge kvinde og sov? Nej. Dyvekeke sender Frefre, som hans far kalder ham, et olmt blik. Svinet skal ikke være pervers! På mig virker begge ægtefæller som nogle røvhuller, indtil en halv time inde i programmet hvor Fakkelberg, som hans onkel kalder ham, som en anden Caspar David Friedrich-figur redder Dyvekeke fra ingenting stående på en stormomsust bakketop. Hun befinder sig på en café nede i dalen, hvor hun intetanende hyggesnakker med en veninde, mens de slubrer den ene latte i sig efter den anden, så redningen forekommer belejlig. Denne hyggelige stund, med manden højt oppe i verdensrummet og kvinden der sidder og snakker om sin Fripper, som hun kalder ham, gjorde et dybt indtryk på mig.
(Ill.: Wanderer über dem Nebelmeer af Caspar David Friedrich i 1818)
