Hvis jeg var en ældre medborger der sad på en bænk i parken og talte med en gammel ven ville jeg nok sige de lidt tomme og bøvede ord ”Folk er som de er. Der er ingen der kan laves om” ind imellem de mere interessante: ”Jeg synes ikke det vandtårn med grøn sodavand altid har stået der.”
Hmm. Hvorfor ville jeg sige det med folk er som de er og ingen kan laves om? Vennen, også en ældre medborger, ville vel nok vide at det forholdt sig sådan.
Min ven ville nok spørge: Hvem i alverden skulle dog også kunne komme på den idé?
Hvortil jeg ville svare: Jo, der er mange velbeskrevne scenarier hvor man virkelig tror at uforanderlighed eller, sjovere, ”uforbedderlighed” er noget ævl og at folk ændrer sig på kønne måder hele tiden.
Han ville så hælde grøn sodavand på sit lår og tilfreds mumle: Uforbedderlighed.
