Home Non-categorized Ullu Huban skriver om søfart, så man kan høre musene sige “piv”

Ullu Huban skriver om søfart, så man kan høre musene sige “piv”

389

Der findes utrolig mange litterære værker om søfart, både faglitterære (Hvordan kravler man op i masten?), skønlitterære (Jeg kravler lige op i masten) og de mere subtile henvendelser man kunne finde på lokumsvæggene i Tanger i gamle dage (Kravl op i masten, din ramsaltede Basle.) Ingen af værkerne omhandler, mig bekendt, og jeg har læst det hele, det siger jeg dig, hvor usigeligt kedeligt det kunne tænkes at være at befinde sig på et skib hvis virkeligheden var en anden og skibet hverken havde styrepind eller ror. Det forsøger Ullu Huban i sin nye bog “Jeg hader rejser som pesten”. Og hold kæft, og jeg mener virkelig du skal lukke røven, hvor går Ullu glip af meget i livet med den tåbelige, tåbelige holdning. Hver gang hendes argumenter falder fra hinanden i de alen lange pamfletter, delt ud til sagesløse og dybt uskyldige S-togs passagerer i 1977 og medtaget i flere af kapitlerne i bogen, begynder hun at danse. Jeg går ud fra hun vrikker med røven og tænder røgelsespinde og alting. Mens hun danser tænker jeg mit. Idioten hader netop ikke at rejse og hun kan godt lide at sejle. Jeg gennemskuede hende med det samme. Men netop i det øjeblik jeg troede jeg havde forstået hvor dum hun er, starter kapitel tre. Det er jo snedigt gjort. Skibet foretager en kovending og sejler den anden vej. Det sejler ikke hjem, for det startede med at sejle ud og så sejlede det hjemad og nu sejler det ud igen. Genialt. Styrmanden og kordrengene bliver selvfølgelig drøn-forvirrede. Det siger sig selv. Der kryber en lille orm ind i det lille fort af sølv der står foran kaptajnen og så bryder helvede løs. Kapitel fire starter. Hovedpersoner såvel som bipersoner er placeret på en fodboldbane. Jeg elsker scenariet og får lyst til at spille fodbold. Simpelthen for at afreagere. Give den skide bold et ordentligt hyr. Jeg synes hun er lidt fedtet i sidste kapitel hvor der kun står “gyp” men hun gør det knageme godt. Man letter på hatten og knager med.

Previous articleMagt er noget totalt taktløst
Next articlePerspektiv: Hvad er værdien af 50 kroner om 50 år?
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.