Der findes utrolig mange litterære værker om søfart, både faglitterære (Hvordan kravler man op i masten?), skønlitterære (Jeg kravler lige op i masten) og de mere subtile henvendelser man kunne finde på lokumsvæggene i Tanger i gamle dage (Kravl op i masten, din ramsaltede Basle.) Ingen af værkerne omhandler, mig bekendt, og jeg har læst det hele, det siger jeg dig, hvor usigeligt kedeligt det kunne tænkes at være at befinde sig på et skib hvis virkeligheden var en anden og skibet hverken havde styrepind eller ror. Det forsøger Ullu Huban i sin nye bog “Jeg hader rejser som pesten”. Og hold kæft, og jeg mener virkelig du skal lukke røven, hvor går Ullu glip af meget i livet med den tåbelige, tåbelige holdning. Hver gang hendes argumenter falder fra hinanden i de alen lange pamfletter, delt ud til sagesløse og dybt uskyldige S-togs passagerer i 1977 og medtaget i flere af kapitlerne i bogen, begynder hun at danse. Jeg går ud fra hun vrikker med røven og tænder røgelsespinde og alting. Mens hun danser tænker jeg mit. Idioten hader netop ikke at rejse og hun kan godt lide at sejle. Jeg gennemskuede hende med det samme. Men netop i det øjeblik jeg troede jeg havde forstået hvor dum hun er, starter kapitel tre. Det er jo snedigt gjort. Skibet foretager en kovending og sejler den anden vej. Det sejler ikke hjem, for det startede med at sejle ud og så sejlede det hjemad og nu sejler det ud igen. Genialt. Styrmanden og kordrengene bliver selvfølgelig drøn-forvirrede. Det siger sig selv. Der kryber en lille orm ind i det lille fort af sølv der står foran kaptajnen og så bryder helvede løs. Kapitel fire starter. Hovedpersoner såvel som bipersoner er placeret på en fodboldbane. Jeg elsker scenariet og får lyst til at spille fodbold. Simpelthen for at afreagere. Give den skide bold et ordentligt hyr. Jeg synes hun er lidt fedtet i sidste kapitel hvor der kun står “gyp” men hun gør det knageme godt. Man letter på hatten og knager med.
