Han brød internationalt igennem med digtet Valdemarhyldest:
Valdemarhyldest
Valdemarhyldest!
(Valdemarhyldest)
Valdemar du store konge,
perler har du i din lomme.
Perler har du i din mave.
Hvad har de dog der at lave?
(Han er Russhash Takhøj. Her følger et potpourri bestående af en fortolkning af digtet i dets fulde længde i smuk sammenblanding med noter og observationer fra førsteopførelsen.)
Digtet starter med at den sagnomspundne danskerkonge kommer ridende på sin hest. Hesten vælter på grund af noget vrøvl med karburatoren, rejser sig, stadig med kongen i sadlen, og kører ind i et træ. Så deklamerer digteren sit figt, undskyld sit digt, og kongen tager et plaster på og går ind i kroen hvor der er liv og glade dage. De forsamlede og festklædte mennesker gentager hyldesten:
Valdemar du store konge,
perler har du i din lomme.
Perler har du i din mave.
Hvad har de dog der at lave?
Så er festen åben og kongen synger:
Perler de er til at spise.
Kast dem ej for skovens grise.
Kast dem ej for skovens svin.
Drik dem med et godt glas vin.
Skaren på kroen jubler og synger, endnu mere dristigt end før, men stadig med lukket mund:
Valdemar du store konge,
perler har du i din lomme.
Perler har du i din mave.
Hvad har de dog der at lave?
Kongen dikker et barn under hagen og synger:
Jeg kan ikke li’ at prutte
ned i denne konvolutte.
Men mit kære lille barn
nu er konvolutten varm.
Kongen har slået en prut ned i konvolutten. Ja, han har faktisk mere end det: Han har lavet pølser ned i en konvolut foran kroens gæster, foran tilskuerne i salen og foran tv-seerne og dem som tv-seerne prøver at holde øje med samtidig (med at de ser tv, dompap!).
Nu går hejseværket igang og konvolutten hejses op i en lille sky på teaterhimlen, hvor den lavmælt indtager sin plads.
Nu ryddes scenen og den tossede baron indfinder sig: En skuespiller, der spiller en skuespiller der improviserer over “se min fine kåbe!” og “å, hvor er min fine blå kåbe dog henne?”. Tæppe.
