Det kan godt være, at det er kommentarfeltsangst der får mig til at lyde usikker, undskyld skråsikker, når jeg nu vil komme med min version. Hihihihi.
Det er en forkert, men meget udbredt, analyse at identitet svækkes af forvirring. Forvirring er nøglen til identitet.
Det er en forkert, men meget almindelig, analyse at vi mennesker har brug for identitetsfølelse. Det har vi ikke. Identitetsfølelse vil altid være en løgn filosofisk set. Og filosofere det må man jo. Hihihuha.
Identitetsfølelse får os altså ikke til at få det godt. Det er desværre ikke tilfældet. Ellers kunne vi jo bare gå rundt med en hjelm på alle sammen med et dansk flag. Hihihi. Det ville se kønt ud!
En meget vigtigere ting til at få det godt er at pege på sådan noget som sorg. Paradoksalt nok, for sorg er ikke det mest opmuntrende fænomen. Derfor skal jeg da også lige love for at vi pakker sorg godt ind her i samfundet. Facebook skjuler sorg.
Men hvorfor skal vi forholde os til sorg i stedet for til identitet ligesom Identitær gør og ligesom Informations læsere gør det i dette kommentarspor op til nu, klokken knap 11 den 8. marts? Fordi det er sorg og ikke identitet der er det mest komplekse i livet.
Hvad for en sorg er det jeg taler om? Det ved du slet ikke for ingen er gået igang med at sige at frustrationer og bekymringer i virkeligheden bunder i sorg. Sorg som er vidt forskellig fra menneske til menneske. Det er forfattere som Strindberg som sagde dette lang tid før verdenskrigene brød ud. Og hver gang jeg skriver sådan om sorg tænker jeg på Selma Lagerlöf. Uden at vide andet end at sådan var og er din stemme Selma Lagerlöf her på kvindernes kampdag 2018.
Så flotte paroler om identitet er nok ikke den rigtige vej at gå for mennesker der kan komme med dem. Højt begavede mennesker. Vi må prise forvirringen. Den er vi fælles om. Ligesom sorgen.
