“Tækker Stærk” er en meget sanselig bog der indledes med at hovedpersonen Tækker Stærk, der sidder i “en nydelig lille blå kabys”, lægger hånden på spisebordet:
“Spisebordet mærkedes fedtet.”
Også synssansen tages, ved samme lejlighed, i brug:
“Bordet var hvidt og rundt.”
Tækker smager også på bordet, det smager ikke af noget og det har heller ingen lugt. Derefter lyttes der til bordet og ved den lejlighed bemærker Tækker Stærk at en strygekvartet ubemærket har taget opstilling i de fire koøjer i væggen på den modsatte side af bordet. De regner med at Tækker er blevet rablende sindssyg, men ved hjælp af signalflag får han kommunikeret til dem at han blot er blevet et bedre menneske. Sanseligheden er fulgt med som en slags bivirkning af den personlige forbedring. Herefter laver han omhyggeligt et papirfly af kvartettens kontrakt og berører spidsen med pegefingeren. Dette får andenviolinen til at bryde ud i gråd, så det er tilmed en stærkt følelsesladet bog. Bratschen hiver en gong-gong op af sin medbragte gong-gong taske og smider den i vandet, vistnok for at undgå at celloen bliver overtræt og dermed umulig at putte. Kvartetten flygter i en redningsbåd fordi de bliver skræmt bort af et let regnvejr og svømmer derfra i højt humør med instrumenterne i vandtætte futteraler, kokkere, tasker og vandtætte kasser. Tækker sætter kikkerten for øjet. Langt ude på havet sejler en dirigent rundt i dybe tanker i en motorbåd. Han hedder Kim og undrer sig over hvorfor solopianister ikke anvender en dirigent. Kvartetten driller ham i en halv time ved at kaste vandmænd og tang efter ham og Tækker morer sig bag kikkerten. Da han tager den ned taber han en manchetknap, bøjer sig ned og slår hovedet imod rælingen.
