Det blev meget fladt da journalisterne Anker og Snøvs diskuterede. Der var flere ting ved tilværelsen som Snøvs bevidst overså og lod ude af betragtning og Anker spillede med på denne lidt bryske, hårde og kyniske stil, ikke af frygt men af agtelse for dens ophavsmands udsatte stilling indtil han en dag bedre forstod at »de kort man holder på hånden ikke er noget værd, med mindre de er fra en anden verden,« som digteren synger.
»Hold da op med at skrive på min næse!«
»Men jeg er forfatter. Intellektuel.«
»En rigtig forfatter og intellektuel skriver ikke i ansigtet på tilhøreren.«
»Nej. Hvad gør en rigtig forfatter og intellektuel så?«`
»Der er nok at tage fat på.«
»Hvorfor?«
»Derfor.«
»Hvor?«
»Derovre. En stærkt lidende person.«
»Vis mig ham! Præsenter mig for ham!«
»Hvorfor?«
»Fordi intellektuelle skal opdrage og inspirere og holde et vist niveau.«
»Det var nogle store opgaver. Det er dig selv der er på røven.«
»Jeg vil redde hele verden!«
»Du har glemt at tage bukser på!«
»Er det rigtigt at han lider? Uha!«
»Se! Det er problemet med jer intellektuelle. I tror I er verdens herrer! Gå dog over og snak stille og roligt med ham.«
På denne måde fik Den Anden Avis’ medarbejder nok at gøre. Læs med her under.
Så du er altså en stærkt lidende person?
»Øh. Hvem er du?«
Undskyld. Jeg kommer fra Den Anden Avis. Undskyld.
»Det gør ikke noget.«
Undskyld.
»Hvorfor undskylder du hele tiden?«
Du er da ikke…?
»Kong Kurt?«
Netop!
»Til tjeneste!«
Men jeg troede ikke en kendis kunne være stærkt lidende.
»Du har ikke meget livserfaring, har du?«
Jeg har læst bøger. Store tykke. Forfatter.
»Du må gerne være forfatter for min skyld. Du minder bare om én der hedder Allan.«
