»I dag er det latterens dag i Bukarest og jeg er meget religiøs. Jeg er meget religiøs og i dag øh er det latterens dag i Bukarest. Det kan være rart for nogle af jer der sidder her og kigger i dag. Ikke at jeg er meget religiøs, men at det er latterens dag. I Bukarest. Hvor jeg kommer fra. Nå nej. Jeg kommer fra Fyn. …«
Timoteus Walnød svinger ind i indkørslen, parkerer bilen og vi stiger ud. Der lugter af odderparfume i havegangen. Men det er Walnøds højre sko der er hovedpersonen i dette afsnit. Han kigger ned på den. »Er der endnu.« Han svinger foden. »Er der endnu.« Skoen rømmer sig. »Er der endnu.«
Vi står på brinken og kigger ud over havet og havet kigger tilbage. Skoen er stadig hovedpersonen for nu har en større forsamling hobitter taget opstilling rundt om den. De synger. Walnød sukker. »Er der endnu. Vil du have en gin?« Jeg betakker mig. Skoen smutter af. Jeg styrter efter skoen som piler igennem sandet som en lille hund. Den slår et par cirkler og vender så tilbage til sin ejermand. Det er Walnød selv der binder snørebåndet. Jeg klapper ham begejstret på skulderen og han betragter mig som ville han sige: »Konsistensen er ramt plet. Den er som den skal være. Smagen er tip-top. Lidt hen ad en fremragende kiks. Lidt mere peber. Vent. Sådan. Det er nok.« Han trykker mig på næsen med en finger. »Snup!«
