Wijfstrand lader hånden løbe igennem sit hår, ud til hårspidserne og sidder bagefter med et lidt forbavset udtryk, tilsyneladende overrasket over at hans hår ikke er længere. Han ser undrende på mig.
»Nu spørger jeg dumt. Er mit hår ikke længere?«
Wijfstrand griner. Det er tydeligt for mig, at han er en af de kanaljer der er dårlige til at elske.
»Jeg har lidt eksem. Kan man se det på mig?«
Wijfstrand fortæller mig om sine seneste oplevelser med kærligheden. En ung kvinde med 24 psykiske lidelser blev forelsket i ham.
»Hun var god til at knalde. Jeg ved det lyder dumt.«
Nej, det lyder ondt. Ikke dumt.
»Ond? Mig?«
Ja. Ond. Dig.
»Ond også dig?«
Nej, ond dig.
Samtalen er tydeligvis gået i hak. Wijfstrand nipper til sin latte. Jeg får en forbigående lyst til at vride armen om på Wijfstrand og give ham et spark. En handlekraftig ridder kunne have gjort det, en tegneseriehelt, sparket ham fordi tilværelsen tilsyneladende ikke har gjort det. Endnu. Mærkeligt nok.
Du får et besværligt liv.
»Besværligt? Mig?«
Ja.
»Besværligt også dig?«
Nej, besværligt dig.
Wijfstrand spejler sig i mig. Han afventer mine reaktioner og ser måske op til mig. Nu rejser han sig fra bordet og går ned imod søerne. Han stopper op og spidser ører. Nej, han kan trygt drikke videre. Han er meget ensom. Da vi igen sidder ved bordet har han taget en kappe med til mig.
»Fordi du er så klog.«
Jeg rødmer, takker ham og folder kappen sammen og lægger den i min taske.
Mine øjne siger:
»Du er dårlig til at elske.«
Hans øjne siger:
»Jeg ved det godt. Jeg kan ikke gøre for det.«
Mine øjne siger:
»Det gør ikke noget. Bare husk at vi betaler selv. Du skylder mig 28 kroner.«
Hans øjne siger:
»Jeg har pengene her. Kan du give tilbage på en halvtredser?«
