Du har en karakter med en sindslidelse med i din kommende roman.
»Ja.«
Hvordan fandt du på det?
»Jeg foretrækker at tale om det billedligt. På et tidspunkt stod det klart for mig at stoffet næsten krævede en gakkerhue for ikke at blive monotont. Ergo tømte jeg, billedligt talt, al vandet ud af det ocean som kendetegner et menneskeligt sind og anbragte, stadig billedligt talt, karakteren på havbunden og med den psykiske lidelse i forgrunden.«
Det lyder som om du har skabt en stereotyp og at du ikke har en fjert forstand på emnet. Hvad forhindrede dig i at slå op i en bog?
»Jeg lod fantasien råde.«
Med fare for at lefle for læserens fordomme om mennesker med en sindslidelse? Hvordan tror du læserens sociale evner udvikles hvis du forenkler og lyver?
»Jeg har slet ingen ambitioner i den retning.«
Sært.
»Min målgruppe er mennesker der hele tiden siger fuck.«
Hvorfor tror du de siger fuck?
»For at overleve. Nogle siger fuck og nogle siger hurra. Min målgruppe siger fuck.«
Mener de fuck?
»Aner det ikke.«
Er du sikker?
»Jeg ved det ikke. Ama’r. Men karakteren med sindslidelsen har ikke en stor plads i romanen. Det eneste han gør er, at sortere nogle papirer for hovedpersonen. Han gør det selvfølgelig forkert og må starte forfra flere gange.«
Typisk. Hvad handler bogen om?
»Om to knurhår.«
Bestemt et interessant valg.
»Knurhår sidder over munden.«
Dali inspireret?
»Det er bare kontrakten med læseren der er sådan. I øvrigt er det surrealistiske sprog så gammelt og etableret, at man kan tillade sig at forvente en forståelse af læseren i forhold til netop surrealisme.«
Du tror ikke læseren finder det lidt for syret?
»Den læser der ikke mærker glæden og kærligheden i den enorme lettelse og nysgerrighed jeg føler når mismodet slipper og jeg sætter mig til tasterne er ikke min læser.«
Rimeligt nok.
»Jeg opdager glæden. Tænk dig engang. Glæden fylder mig. Jeg kan dele glæden gennem to knurhår.«
Du kunne sikkert nøjes med ét.
