To højesteretssagførere gemmer sig for hinanden i Villads Maradjøngades nye bog. Men jeg har opdaget to svage punkter. Dels at ordet gemmeleg ikke bliver brugt. I sagens natur må det være det som optager de to gennem bogens godt 200 sider. Dels at gemmestederne genbruges i alt for høj grad. Til Maradjøngades store store ros skal det dog siges at der ikke spares på nye detaljer om gemmestederne i takt med at de genbruges. Det er lige før man ved endt læsning savner især kommoden og rosenbusken.
