Home Non-categorized Et (sjældent) kritisk blik på Stanley

Et (sjældent) kritisk blik på Stanley

1005

I dag ved vi (forhåbentlig?) at Stanley Kubrick var narcissist i skadelig grad og nok også psykopat. Målet med hans håndværksmæssige tæft var altid at hypnotisere med kyniske virkemidler og ikke at administrere publikums liv mens de så dem. Hvis han havde været en stor kunstner havde han interesseret sig for den menneskelige situation, udstødte mennesker eller udstødte menneskers sprog. Han kunne ikke tale og derfor gav han ikke interviews. Det var ikke grundet beskedenhed men såkaldt hvid skam, han skammede sig over sig selv. Er jeg vældig frustreret over disse ting? Nøh. Jeg spørger bare om verden kan tåle flere Kubricker når den nu er blevet så åndløs at folk vader ind over de hjemløse i fx Seattle. Når jeg en sjælden gang siger det føler folk sig personligt krænkede og signalerer med deres kropssprog at jeg bare kan skride. Det er ondt overfor mig. Tænder jeg et lys for verden nu? Nøh. Da Anden Verdenskrig rasede stillede Charlie Chaplin sig op som diktator hvor han bekendte sin væmmelse ved ”the unnatural og the unloved”. Chaplin stod midt i det mest frygtelige menneskeheden endnu havde oplevet og udpegede to essentielle menneskelige egenskaber som et muligt bud på årsagen til det hele. Han bad dem på godt engelsk om at klappe hesten. Det budskab prellede af på Kubrick. Som 68er klyngede han sig til de sikre budskaber, samtidig med at han begik den forbrydelse at han lod sit publikum hæve sig over ondskaben. Hvis han havde elsket mennesker havde han sagt: Mennesker kan administrere deres egen og verdens ondskab i en forsagende bevægelse. Ondskaben skal hverken bekæmpes, udraderes, accepteres eller erkendes. Den skal forsages. I den forsagende bevægelse er man nådigt fritaget fra at tage stilling til det ontologiske spørgsmål: ”Eksisterer denne dæmon? Hvordan ser den ud? Hvordan opfører den sig? Hvad er dens skostørrelse?”

Kubrick er alle vestlige intellektuelles lille hyggehemmelighed og det synes jeg er komisk og egentlig meget lattervækkende i lyset af hvordan disse meningsdannere lader deres lyttere, tilhængere og svorne modstandere behandle hjemløse i USA. Som besatte. Det er da sådan en fyr som Stanley Kubrick der er besat når han ved kapitalistisk velopdragne raffinementer opdrager kloge mennesker til at vælge monolitter foran abemennesker.

Vi intellektuelle vil ikke dresseres! Vi vil fred! Vi vil frihed!

Vi tager afstand fra Nobelprisen til Peter Handke. Vi lægger armslængde til Lars von Tries velopdragenhed! Vi læser, så empatien styrkes! Vi læser Cortazar, Steinbeck, Lagerlöf (udtales Lagerlöw), Robinson og Coetzee! Vi siger nej tak til Pernille Rosenkrantz-Theils genopdragelsesplaner! Unge med psykiske problemer skal have en velfungerende psykiatri de kan falde tilbage på og som kan hjælpe dem igennem tilværelsen så de kan tage nogle gode beslutninger.

Jeg synes det er pivskægt den måde Kubrick appellerer til og opmuntrer til åndelig umodenhed og stilstand. Hans forenklinger er pragtfulde. Hallo! Manden var ikke spændstig oppe i sit hoved!

Jeg synes det er pivskægt at hans film alle har over 90 procent likes på Wikipedia.

Jeg synes det er pivskægt at scenen med soldaten der skal henrettes i Paths of Glory er drønende sentimental.

Nu sidder der nok nogen læsere og bilder sig ind at jeg har gennemskuet Stanley Kubrick. Bruger det ord. Gennemskuet. Men det er et ord jeg ikke kan bruge til en skid. Nul og niks. Findes ikke i min verden!

En eller anden dag opretter jeg et stasiarkiv over folk der ikke kan læse eller udtrykke sig uden tvangsmæssig brug af raffinementer, der er magtesløse uden forloren ”støtte” i tilværelsen fra andre end Stanley fucking Kubricker.

Previous articleBrevkassen: Hindbær og prutter
Next articleOverblik: Weekendavisen krænker en særdeles udsat gruppe: landets psykiatribrugere
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)