“Noget er ikke kunst, hvis noget får folk til at le. Du må tænke på, at der påhviler den skønlitterære forfatter et stort ansvar.”
I en tid hvor der ikke findes bred enighed om noget som helst.
“Noget som helst. Lige præcis.”
En skønlitterær forfatter må simpelthen tage sig selv alvorligt i tillid til at det nok skal gå.
“I tillid til at det nok skal gå. Nemlig.”
Jamen jeg fucking hader skønlitterære forfattere lige så meget som jeg hader ateister lige så meget som jeg hader dårlige mennesker.
“Hihihihihihihihi!”
Jeg kan derimod tåle mennesker som nægter at blive kaldt forfatter netop af ydmyghed fordi det er tidens højeste kulturelle funktion og det er alt for højt fordi mange ikke har et fællesskab omkring tilbedelse, undren, knæfald, lovsang og altergang længere. Jeg kan også tåle mennesker som taler om deres følelser af hjemløshed i verden og ikke taler om hvad de ved og at de ved at de ikke tror.
“Hihihihi! Det er fedt, det her!”
Hvad skal vi nu tale om?
“Nej, bliv vred igen!”
Jeg kom af med det. Jeg havde brug for at komme af med det.
“Hvordan kan vi gøre dig vred igen? Du virker lidt speciel, nu hvor du er blevet normal.”
Du tager fejl. Jeg kan Lyngbys historie ret godt.
“Den kan jeg også.”
Du myver.
“Jeg myver.”
Du myver.
