Vi skal leve fra dag til dag. En dag ad gangen. Det kan vi kun ved at leve som medicinmænd. Klovne, bede, proklamere. Det samme siger bonden: Det kan vi kun ved at leve som en bonde. Være taktisk, snu, arbejdsom. Det samme siger jægeren: Vi skal træne vores krop. Samleren: Vi skal lede stammen og passe børnene. Kongen: Jeg skal have styr på samlerne! Præsten: Jeg har et gladt budskab med.
Men jeg er medicinmand.
Jeg skal bære masker. Folk får intet ud af at forstå betydningen af forholdet mellem mine forskellige masker. Kun de, der selv vil være medicinmænd skal slås med det. Jeg skal være en joker-figur. Ikke i forhold til min nærmeste familie eller venner, men i forhold til stammen. Jeg skal ikke have talent, jeg skal være medicinmand. Jeg skal ikke være forfatter eller filosof, men medicinmand.
En medicinmand er noget en stamme har. Det er ikke noget et land eller et folk har.
Jeg har kæmpe friheder og jeg kan ikke fyres. For de ting jeg arbejder med er: kunst som folk fortrænger i det øjeblik de oplever den. De fortrænger den ikke fordi den er frygtelig men fordi de er ufri i forhold til den og fordi den er personligt ment.
Jeg siger: Folk skal ikke aktivt vælge kunst de fortrænger i det øjeblik de oplever den. Kunst som styrker dem i den nederste afkrog eller lønkammer i underbevidstheden og, som den eneste, kan føre os tilbage til den stammetilværelse vores gener passer til. Vi skal tilbage til stammen. Og sådan skal vi indrette vores vennekredse. Efter vennearbejdere. Efter venneroller.
Hvorfor skal vi lave kunst som folk fortrænger i det øjeblik de oplever den?
For at få dem tilbage til stammen. Det har jeg netop sagt.
Hvordan skal vi lave kunst som folk fortrænger i det øjeblik de oplever den?
Ved at udfordre med teater.
Hvordan skal vi markedsføre kunst som folk fortrænger i det øjeblik de oplever den?
Det kan vi kun gøre ved at appellere til folks humoristiske sans. Ellers vil den aldrig glide ned.
