Jeg tror man skal gå ind i det med at lave radio med nysgerrighed, men uden ret meget lidenskab. Der sker hverken magiske eller særligt mindeværdige ting i en radio. Det er gentagelsens medie. Ikke spradebassernes. Ikke vigtigpråsenes. Man kører i det samme og det samme. Det er hygge på det absolut laveste niveau. Væltet kærlighed, kunne man sige. Man sidder og forestiller sig at man lærer en eller anden tosk at kende. Klukker måske, når det går højt. Men der er jo noget med at radio er en forberedelsestid til det virkelige liv. Det virkelige liv rummer mange ting. Hotelsæbe.
Men litteratur, som er det jeg beskæftiger mig med, handler om trøst rettet imod, ikke lidelse i akut forstand, men imod kompleks sorg i livet. Den har en stor åndelig komponent den komplekse sorg. Det betyder at vi ikke tænker meget over sorgerne i det daglige. Strindberg har en gentaget scene i Et drömspel hvor en mand dag efter dag danser glad foran en lukket dør. Han er forelsket. I modsætning til virkelige mennesker er denne pudsige karakter hele livet opslugt af sin forelskelse.
Men sorgen er med hele vejen også for os andre. De sørger derude ved radioerne. Over ensomhed, som de ikke engang kan mærke længere. Over at skjule sorg på Facebook. Over ikke at kunne skjule vores forgræmmelse, vores skam. Over ikke at kunne mærke, hvor kede af det vi er. Over ikke at kunne forstå os selv på trods af dejlig identitet og alt muligt. Hihihi. Over at skulle dø. Over ikke at kende dagen i morgen. Over ikke at kunne forstå det hele. Over at være forvirret. Over at have for få midler. Over ikke at kunne forstå at vores bekymringer og frustrationer bunder i en uhyre kompleks sorg og derfor må kaldes sorg og ikke bekymringer og frustrationer. Jeg kunne blive ved. Jeg bliver ved.
Hvorfor skal vi tænke på alt det? Fordi glæden ikke er ægte uden den komplekse sorg i livet. Vi peger på en ting som identitet til at blive det vi kalder lykkelige. Det er en forkert, men meget udbredt, analyse at identitet svækkes af forvirring. Forvirring er nøglen til identitet.
Hvor er der meget sprog der slet ikke tager højde for at sorgen er det mest komplekse i livet. Og hvor er der meget der gør. Hvad kan det bruges til? Masser! Et eksempel: Opgøret med samfundets helliggørelse af arbejdet fordrer en filosofisk accept hos alle landets borgere af at sorg er det mest komplekse i livet. Godt forår, derude!
