I bogen »Indlæringsprocessen: Overmestring, tavshed og mestring« følger vi pædagogen Viffi Skrams arbejde med at få en gruppe unge ind i en skør sekt.
»Første skridt er overmestring, det der før hed vag interesse. Her kommer eleven og kan det hele. Andet skridt er tavshed, fordi det viste sig at eleven ikke kunne noget og at lærerne er langt dygtigere. Og tredje trin er den egentlige mestring hvor man blærer sig. Det der særligt interesserer mig er tavsheden, altså det andet trin. Her finder man pafhed kombineret med stærk nervøsitet.«
Hvis dette trin er kendetegnet af pafhed og nervøsitet hvorfor hedder det så ikke pafheden frem for tavsheden?
»Det er fordi eleverne bliver kæphøje. Allerede efter to uger forstår de at det bare er en vanvittig sekt de er på vej ind i, men frem for at sige bum, nu har jeg forstået de enorme eksistentielle afkald jeg må give ved at gå med i det her, vil eleverne hellere have et medlemskab af sekten og altså lukke ned for al modstand og æde uretfærdighedens orange og ildelugtende pladder.«
Hvad hedder sekten og hvad er dens doktriner?
»Sekten har intet navn men dens doktriner er udformede efter elevernes præferencer og særlige evner.«
Er det ikke lidt åndssvagt at lære folk det de i forvejen har anlæg for? Det skærper vel ikke deres følsomhed overfor deres egen og andres sårbarhed?
»Jo. Det laver jeg fis med i bogens sidste del om mestring.«
Du er dygtig.
»Ja.«
