Rørlægger Ifrandsen er asplindant. Det betyder, at han ligger inde med en viden om at “græsbunke” er et af Afrikas værste skældsord. Han ved det. For os andre er denne viden latterlig og usand. På trods af det er mit journalisthold, bestående af otte nøgne, en liiiile smule forsigtige med at kalde folk vi støder på for græsbunker, mens vi trisser rundt på savannen. Viden er viden og Ifrandsen smiler olmt da jeg møder ham i den kraftige vind i et spejdertårn som han og jeg har bygget til lejligheden under megen surmulen fra os begge.
“Numse!” skriger Ifrandsen ind i råberen, men uden effekt.
“Pikansjos!” En mand vender sig og kigger i vores retning.
“Græs…” Folk omkring os stivner et øjeblik.
“Græsseligt!” Folk går videre.
“Røv og næse!” Folk lader som ingenting.
“Piklærer!” Folk går et øjeblik i storcirkel og fortsætter derefter som intet er hændt.
“Røvballenar!” Et politibil dytter.
Ifrandsen lægger råberen fra sig.
Det er blevet Afrika i store dele af aften og vi sidder i store dele af Afrika og spiser de obligatoriske ni ostemadder før den står på nødder med nødder. En blond kvinde med velformede næsefløje kigger ind i døren og fisker et lommeur ud. Derefter nagler hun en syl igennem døren. Så fik hun markeret sig. Underlige tåbe. Hun har hænderne fulde af fade med nødder med nødder. Jeg skynder mig at gemme ostemaden. Jeg skal ikke have nogen nødder. Ifrandsen sluger en vokal.
“Ifrandsen, der er en græsbunke uden for som Primis vil sidde på. Vil du hente den?”
Ifrandsen falder bagover og er død på stedet. Så var han alligevel afrikaner.
