Jeg synes egentlig både horisont og fantasi i dag har trange kår og at de begge har med ånd at gøre. Derfor har præster og bloggere i høj grad noget at sige hinanden.
Selvforholdet er et af de aspekter af åndløsheden der interesserer mig særligt. Her kommer fjumsetheden/indebrændtheden ind, som jeg, helt alvorligt, anser for uhyre vigtig at analysere.
Jeg ville føle det var fjumset/indebrændt på den kedelige måde, vel at mærke, at sige: ”Jeg har ikke mig selv med i det her. Vores forhold må ses i det lys.”
Jeg ville derimod ikke synes det var fjumset/indebrændt at *føle* sådan og sige det med andre ord, eventuelt ”Skrid, makker!”.
Et blik kan sige: ”Hey. Jeg synes du har et fjumset/indebrændt selvforhold fordi du forholder dig fjumset til verden og menneskene i den.”
Et sådant blik er helt og aldeles almindeligt, selvom det er nedslående at måtte indrømme det på ”menneskehedens vegne”. Jeg har garanteret udsendt det 10.000 gange. Det hører, i min optik, med til at være menneske. Ak og ve. 🙂
Når jeg blogger dagligt føler jeg det som Gud kilder mig under fødderne med en fjer. Derfor bærer jeg over med den fjumsetheds/indebrændthedsarrighed som jeg til tider møder på min vej.
Jeg føler mig i min fulde ret til at sige og mene: ”Du må gerne kalde mig fjumset/indebrændt, men du må ikke korrigere mig for det og påstå at jeg dagligt kilder mig under fødderne med en fjer.”
I øvrigt er det ikke et ukendt fænomen blandt folk der skriver fiktion at vi føler denne fjumsethedsindebrændthedsarrighed overfor hinanden, selv blandt folk der er dybt forbundne og har et åndsfællesskab, en fælles retning på tingene, osv.