Kvarterets børn vil savne ham. Ja, han kørte gennem gaden med et læs grønne hoppebolde som han skovlede ud på asfalten. Nu sidder han i soveværelset med kinden mod det kølige tapet og dingler med en lille sølvklokke. Der tænkes. Der planlægges. Der tænkes mest. For meget faktisk. Over højre øre har der dannet sig et snegleøre så der kan komme frisk luft ind til tankerne og folk kan se hvordan det er fat med ham: at han er blevet bidt i benet af en haj. Derfor vakler han så jeg hele tiden tror han er ved at falde. Hele tiden skal han op og gå. Hen til skænken med guldstykkerne. Hen til skabet med friske servietter til mundvigene. Over og løfte tæppehjørnet. Det irriterer mig lidt så jeg er begyndt at kaste sorte ting efter ham og på ham. En grammofonplade rammer han i tindingen og han falder død om. Et stykke feldspat rammer ham på armen og han synger Wanderlust. En solsort flyver hen over hovedet og skider ham i håret.
