I sofaen sad Urban og læste en brændende bog og følte sig dyyyb. Der var nu noget charmerende ved ham alligevel. Han så op på sin ven, Bertram, der rømmede sig og talte.
”Jeg kender ingen som Maradjøngade der kan græde over at Edward Pankhurst kun var borgmester i Brighton i sølle to år, fra 1921 til 1922.”
”Vær ikke kynisk. Lav ikke sjov med gråd.”
”Hvorfor?”
”Det kan være at denne omstændighed fik vidtrækkende konsekvenser for hans families muligheder for at smede.”
”Smede. Haha.”
”Desuden trænger du selv til at græde.”
”Mig?”
