Hvordan kan du være så moralsk som tilfældet, efter alt at dømme, er?
»Det kræver lediggang, dovne bevægelser og konstant årvågenhed. Selv sådan et journalist-kvaj som dig kan lære det.«
Hvordan gør du?
»Jeg læser tykke bøger om honning og andre søde substanser.«
Men hvordan kan du være moralsk, mens du bare sidder for dig selv? Det ville jeg godt vide.
»Afslapningen gør, at jeg kommer i nærheden af noget andet end mig selv.«
Men det har ikke en brik med kristendom at gøre.
»Det har noget med alle verdens religioner at gøre.«
Hvad?!
»Det er jo det der er hele pointen.«
Har det noget med alle verdens religioner at gøre, at du dalrer rundt og føler dig hævet over alt og alle?
»Nej, men hvis jeg læser direkte om sukker, så er der fuld koncentration for alle pengene.«
Du dyrker det perfekte. Husk på at vi er den slags, som fiser rundt og dømmer hinanden konstant. Mennesket er en ret vred art.
»Hov. Asså, hvorfor begynder du nu at fortælle og udbrede dig om livet? Jeg troede, det var mig der skulle interviewes.«
Men jeg fandt ud af, undervejs, at jeg var mere interessant.
»Du kan ikke bare skubbe mig ud af interviewet. Så må du skrive et essay.«
Du må indrømme, at de ting jeg lige har sagt, er usædvanligt fornuftige og af en fremragende kaliber.
»Jeg siger bestemt ikke, at det var almindeligheder eller floskler.«
Tak.
»Vi er for så vidt enige om, at du lige er et hoved højere end mig rent intellektuelt. Du rager op. Det kan man se ud fra de bemærkninger du netop har ytret. Ja, faktisk vil jeg sige, at bemærkningerne sagtens kunne stå alene og du kunne stå et andet sted, fx bag en skærm eller en høstak, og man ville alligevel lægge mærke til dine bemærkninger og på en vis måde fornemme dig og dine gode intentioner, gæstfrihed og velvilje igennem dem.«
Hvilken en af bemærkningerne kunne du bedst lide?
»Jeg synes, der hvor du siger at mennesket er en ret vred art er påfaldende og i den grad tankevækkende. Ja, jeg må indrømme at selvom jeg er engageret i en af de mest interessante filosofiske samtaler, jeg længe har haft den fornøjelse at opleve, må jeg sige, at jeg, om jeg så må sige, i baghovedet stadig bokser med din udtalelse og forsøger at hive den ned over virkeligheden, hvilket falder mig særdeles let fordi den er enestående venlig, såvel overfor det teoretiserende som det praktiske så at sige aspekt af mennesket.«
Du synes ikke det bare er en lidt pudsig generalisering over mennesket? Ja, jeg spørger ikke om dette for at trække i land eller fordi al den ros gør mig forvirret, for jeg er jo, i stil med dig, en karakter lavet af Morten Hjerl Hansen og Morten ville ikke tillade at nogen af os greb til negativ selvvurdering.
»Det du siger, er endnu engang usædvanligt og tegner dig på en måde som er så præcis, at jeg må sige, at hvor du for hvermand måske er legendarisk, må jeg indrømme at du for mig, og det lader sig ikke sige uden et hyldende knæk i stemmen, er noget ganske særligt og utroligt. For fremtiden vil den blotte bevidsthed om disse udsagn være som en støttende stok for mig, senere i livet. Et lys. En sammenklappelig stige. En sammenklappelig whatever. Kort sagt en uvurderlig trøst. Der er så nogle nuancer, i min næsegruse beundring af dig og dine florlette udsagn og talehandlinger, som vil være lidt personlige og derfor noget ovre i det bizarre, hvis man ser dem udefra. Fx er jeg, sagt fx over chips og vin i gode, fortrolige venners lag, næsten vildere med måden de bliver udtrykt på, dine højstemte formaninger til menneskeheden, end selve deres mening. Det vil mange ikke kunne forstå, men dem om det eller mig om det. Hoho.«
Ja. Sådan er der så meget.
»Så er vi ved at være oppe på et pænt antal ord.«
