„Jeg prøvede at lave en sådan lyd i pausen i operaen, assisteret af min tandlæge og hans klinikassistent, siddende i deres tandlægestol, eller det har formentlig været tandlægens. Folk troede det var en performance, men hvordan i alverden kunne de tro at vi tre eller nogen som helst bagmand kunne være så visionsløse? Vi råbte og skreg, ind imellem behandlingens dele, det var et rutinemæssigt eftersyn der strakte sig fra venstre del af overmunden, set fra tandlægen, til højre del af overmunden, til venstre del af undermunden til højre del af undermunden. Et fornøjeligt eftersyn hvor vi virkelig inddrog de omkringstående publikummere med et stort, stort menneskeligt udbytte til følge. Vi råbte og skreg at det ikke var en visionsløs performance men folk råbte og skreg tilbage at det var det, en visionsløs performance, og det blev et kæmpe palaver.“
Hvad viste det dig?
„Ingen ting.“
Viste det dig ikke at tosserier kan have en socialt gavnlig og, ikke mindst, gevaldig effekt blot ved at blive ført ud i livet?
„Jo.“
Jeg taler her om mindeværdige monumenter.
„Tak, det er jeg klar over.“
