Robert løber rundt i mørket. (Bemærkning: Publikum kan hverken se eller høre ham.)
Riseling: (Bemærkning: Tosser også rundt i mørket.) (Bemærkning: Højstemt, men uden patos.) Det er mørkt.
Riseling: (Bemærkning: Møder sig selv som enten dobbeltgænger/nøjagtig kopi/spøgelse. (Indrømmelse: Jeg er, ærligt talt, ikke sikker. Gad vide om denne “inkarnation” blot er en metafor for et øjebliks selvrefleksion, eller, blidere, det at se indad? Hvorfor spørger jeg Dem?)) Av.
Riseling: (Bemærkning: Nu er numsen synlig et øjeblik. Enhver tale om feministisk korrekthed er her udelukket. Voldsomt upassende, kluntet klaverakkompagnement.) Roooobert! Kom hjem! Du er blind. Du er i hvert fald svært synshandikappet. Ja, jeg står med dine øjne i lommen.
Robert: Men du kan heller ikke se en skid.
Riseling: Dine øjne lå og raslede så jeg ikke kunne sove.
Robert: Ræk mig mine øjne, Riseling.
(Bemærkning: Tæppe. Ikke for stort.)
