Dusmand Maradjøngade, advokat og nudist, gik igennem en park i New Hampshire, uden en trevl. Pludselig får han et apoplektisk anfald og mister hukommelsen. Han spørger en gammel kone som fodrer duer hvem han er.
“Du er Banja Takhøj og kan du så se at få noget tøj på din slibrige slyngel!”
“Er jeg Banja Takhøj? Hvis jeg er Banja Takhøj, hvem er du egentlig så?”
“Jeg er Vivi Beethoven, tag nu det hersens sjal og min paraply og kom på arbejde!”
“Hvor arbejder jeg?”
“Foran det hersens træ. For du er en slags tosse!”
Advokaten står foran træet i femten år og arbejder som landsbytosse, indtil han en dag genvinder hukommelsen.
“Jeg husker det hele!”
Træet ser på ham og begynder at grine.
“Hvorfor griner du?” spørger manden.
“Fordi jeg huskede en gammel vittighed.”
“Vil du fortælle mig vittigheden før jeg går hjem og spiser aftensmad med min familie?”
“Selvfølgelig.” Og træet begynder at fortælle historien om manden:
“Dusmand Maradjøngade, advokat og nudist, gik igennem en park i New Hampshire, uden en trevl…”
Da træet kommer til det nuværende sted i fortællingen, spørger Dusmand Maradjøngade:
“Hvad sker der efter jeg kommer hjem?”
“Det ved jeg ikke.”
“Hvorfor?”
“Fordi jeg er et træ og ikke en tryllekunstner.”
“Du ligner mere en tryllekunstner.”
“Hvorfor?”
“På grund af den høje, sorte hat du har på.”
