Hubert arbejder som vindstød på et offentligt toilet da han en torsdag eftermiddag, før lukketid, får en sær opringning. “Grrrmmmmf,” siger stemmen i den anden ende. Hubert flyver ned mellem ballerne på en kinesisk kejserinde og forbliver tavs uden at afbryde forbindelsen. Den samme lyd gentager sig i telefonen, nu lettere moduleret. Hubert holder telefonen op til kejserindens røvhul og venter på en prut, mens damen presser lydløst. Hubert ser sit snit til at flyve bort på et stykke toiletpapir. Han materialiserer sig på hovedgadens fortov og skælder stemmen ud. Det viser sig at det er hans kærester der laver telefonfis. De står på det modsatte fortov med et trug. Hubert dypper ansigtet i den svalende maling. Nu ligner han Tofü Keilert, men den ene kæreste er uenig og råber til de andre at han ligner Robin fra Batman og Robin. De andre kærester kaster mandler på den uenige og blotter deres bryster. På bænken sidder Gerhart Tripoli. Han har set sit. Han bliver seksuelt ophidset og gentlemanagtig. På vej over gaden misser han mod solen. Han skal med bussen til Vorbasse. Oprindelig skulle han til Ho, men planen blev ændret fordi Vorbasses kartofler er bedst. De leger med tungen mens man spiser dem og det er imponerende i betragtning af at det bare er kartofler vi taler om.
