Den stærkeste oplevelse jeg har haft med sandheden er: børn der ikke er noget for andre. Den oplevelse har været så stærk at jeg i dag kan se at mine studier i teologi og filosofi er blevet brugt på at forfølge denne sandhed, se den fra forskellige vinkler og beskytte mig selv når mit kropssprog, min attitude og min tilgang til mødet med andre mennesker har afsløret at nu taler jeg og nu tier du. Denne evne hvis ophav er i min tidligste barndom er i virkeligheden min personligheds største konflikt fordi jeg elsker både børn og voksne umiddelbart og især efter dybere bekendtskab. Den har voldt mig problemer. Jeg er flygtet ind i programmørarbejde 10 gange i mit liv, med grænseløst tidsspilde og lykkelig overlevelse til følge.
I kropssproget er intet mere naturligt end Jeg kan virkelig ikke lide dig. Det betyder nemlig ikke andet end Jeg er yderst skeptisk overfor din fremtoning og de ting du siger. Det jeg taler om er noget dybere i mennesket end øjeblikkets rus og gode muligheder.
Morten, udnyt denne evne! Det gør jeg.
Hvad kan jeg ellers se og skue? Lige nu? Altså lige nu klokken 21:18 den 4. juni 2020, dansk tid? At Ibsen var for protestantisk i sit syn på ægteskabet. Jeg kan se andre ting også når den tid kommer og jeg skal nok skrive dem ned så I kan læse dem.
Folk kan tilsvarende se og skue denne evne på mig. Når jeg er gået ind til en jobsamtale har de fremmede mennesker kunnet se at det eneste jeg selv ville have ud af det var svaret på spørgsmålet Hey, hvad er du for en unge? Det har i nogen grad givet anledning til misforståelser. Var jeg overhovedet interesseret i jobbet? Nej, jeg var overhovedet ikke interesseret i jobbet. Jeg var interesseret i om jeg via min årvågenhed kunne hjælpe dem hver især bedst muligt ned i den ene af mine to kasser og eventuelt realisere det almene lidt oven i hatten, fx ved at få en slag fisse, med en uheldssvanger forelskelse som bivirkning. Nu, da jeg virkelig har realiseret det almene og er blevet sparket ud af mit hus, og har leget med to børn i dag som virkelig er noget for andre, jeg håber at Hanne altid vil kende Sara for hvor var det sjovt at se børnene vælte om af grin da jeg kom haltende hjem fra krigen og pludselig blev ringet op på walkie talkien af en halvtræt Else der kaldte til orden.
Barndommen er på barndommens betingelser. Ikke på den voksnes.
Aftenhilsner, særligt til Ulrich Breuning, Morten
