”Du må forstå at realitetssans satte tankerne i gang. Når det blev nævnt på en relevant måde tog taleren straks kegler og man fornemmede at der var tale om enten en stor filosof eller en filosofisk-behagelig mand eller kvinde. Filosof eller filosofisk var i sig selv et filosofisk mysterium. Men der var en lille hage ved at bruge begrebet. En hage der tilslut førte til ordets fald. I dag er det et skældsord.”
Hvorfor er det blevet så ugleset at have realitetssans?
”Fordi i dag er vi på det rene med at vi ikke kan tage stilling og skelne mellem overleverede holdninger, kulturen, selvstændig stillingtagen, ja, selve vores valg af eksistens har mistet pusten. Vi må følge med og vi må beskæftige os med tro, ikke gennem at være logiske, men gennem at resignere. Vi har husket denne akt, denne bevægelse som inddrager og forener krop, sjæl, ånd og afslapning.”
Hvad med handling?
”Hvad er det?”
Når vi gør noget.
”Gør?”
Fisker vand op af en brønd.
”Nu er du tilbage i 1800 tallet.”
Fisker vand ud af vandhanen.
”Kan man det?”
Hvad?
”Fiske i vandhanen. Kan man det?”
Jeg har da fanget en karpe engang på et togtoilet.
”Tog det ikke alt for lang tid så de øvrige passagerer kom til at tisse i bukserne?”
Det tog 5 minutter. Skrue. Risle. Fiske. Trække ud. Men du har ret i at de øvrige passagerer tissede i bukserne.
”Hvad sagde bukserne?”
De lod som ingenting.
”Hvad er det du sidder og fedter med?”
En pakke gær. Men hvad var det der skete?
”Man fandt ud af det som folk ønskede af et internetforum var at folk kunne være den de er.”
Det satte revolutionen i gang.
”Det satte revolutionen i gang.”
Hvad efterspurgte man da før revolutionen?
”At folk kunne udtrykke sig.”
Var der noget galt i det?
”Ja.”
Hvad var der galt i det?
”Der var mange ting galt. Det passede ikke til virkeligheden. Man troede på realitetssans. Noget fuldstændig vanvittigt at tro på. Du må forstå at man var så vant til at tænke i principper dengang. Man satte principper over både mennesker og fundamentale behov. Man satte endda principper over de fundamentale menneskelige behov. Verden var nær ved at gå i stykker. Facebook var et monster. En tilsyneladende uskyldig og fuldkommen lige-ud-ad-landevejen væg blev til en verdenskrise. Alle blev ved med at sige at man promoverede sig selv, håndhævede et selvisk princip. Man kunne slet ikke forstå selviskhed dengang. Der var en video af en mand der redder sine handsker fra et cafébord på et skisportssted da der rejser sig en lavine over ham og familien. Princippet om at kærlighed er uselvisk og behov er selviske dominerede dengang. Det var det princip man lå under for og det var et forkert princip. Man havde et ordsprog om at enhver er sig selv nærmest. Man havde det ordsprog på alle sprog. Men man skammede sig over det og opfattede det som et traume både individuelt og kollektivt.”
Hvordan traume?
”Man kunne ikke få det til at hænge sammen med realitetssans. I virkeligheden blev der slet ikke levnet plads til filosofi og filosoffer, for filosofien og filosofferne lå selv under for det besynderlige krav om realitetssans. Tiden så det som noget ondt at enhver er sig selv nærmest. I dag slapper vi af i forhold til det faktum. Dengang så man det som noget ondt.”
Man sad altså i ramme alvor og diskuterede det med skiløberen og familien som et moralsk dilemma.
”Mere end det. Man løj. Man var fanget i en løgn. En løgn der havde vidtrækkende konsekvenser for såvel selvforståelse som sociale kærlighedsmuligheder. Det var en puritansk tid i 2017. Dem der til fulde forstod at enhver er sig selv nærmest, det vil sige dem der slappede af i forhold til faktummet i hele dets kompleksitet, de blev trynet over alt hvor de stak næbbet frem. Alligevel blev det dem der vandt da Facebook faldt.”
