[De to filosoffer. Abraham og Anne Lise. Alle siddende i to chesterfield sofaer med dækket kaffebord. De tre humanister ind. To af dem er statister og står med hver deres laptop i baggrunden, smilende og venlige.]
Simone: Simone Kvabbe Inderthorsen.
Skuespiller 1: [Rejser sig og tager imod.] Dejligt. Vi er i denne lille by, meget taknemmelige for at få besøg af ægte humanister.
Simone: Å haha. [Griner hysterisk, medvidende.] Humanister ja. Hahaha.
Skuespiller 1: [Griner hysterisk med. Simone og skuespiller 1 griner længe.] Ja. Er det ikke dejligt. [Vender sig imod de siddende.] Humanister har tænkt over de store spørgsmål. Blevet til de store spørgsmål, kan man måske ligefrem sige.
Simone: Vi er meget glade for invitationen og for at komme.
Skuespiller 1: Ja?
Simone: …men jeg tror vi må gå igen!
Skuespiller 2: Nej da?
Simone: Her er en atmosfære af noget indviklet…
Skuespiller 1: Du bliver vel ikke dårlig?
Simone: Jeg kan mærke…
Skuespiller 1: Den tidlige modernisme? Provinsielle konflikter? Tal kælling!
Skuespiller 2: [Rejser sig.] Den tidlige modernisme. Provinsielle konflikter. Tal kælling. Sæt jer nu ned alle sammen og tag for jer og lad os hygge os alle sammen.
Skuespiller 1: Undskyld Simone jeg sagde tal kælling.
Simone: Ingen årsag. Ingen årsag. [Slapper af, griner sjovt, men afslappet, og tager plads i den tredje og midterste sofa sammen med humanisterne.]
Abraham: Er det ikke tid til noget der efterligner kaffen?
Simone: Åh. [Retter på håret.] Ef… efterligner kaffen?
Skuespiller 2: Åh. Efterligner kaffen haha. [Ler voldsomt, men naturligt.] Abraham! Du udtrykker dig så klodset. Du er begyndt at efterligne skuespiller 1. Du har virkelig haha været iblandt os for længe. [Abraham rejser sig voldsomt kejtet.] Så! Abraham!
Simone: [Til Anne Lise] Goddag!
Anne Lise: [Til Simone. Venligt.] Anne Lise. Jeg er en stærk kvinde. Jeg undskylder dette spektakel. [Simone nikker forstående og overbærende.] De mandehystader! Vi trænger til at komme til bunds i det her. Abraham og jeg har kørt vores vogn i grøften og ingen kan hjælpe os. Vi er de eneste normale mennesker her.
Abraham: [Tager en sluk kaffe men tøver efter at have taget en slurk. Lavmælt, henvendt til sig selv] Har jeg brug for kaffe nu?
I teatrets højttaler: Jeg trænger til også at være tilstede.
Skuespiller 2: Det er jeg overbevist om.
Simone: Hvad var det?
Anne Lise: Der foregår uskyldige ting i Kregse Mølle. Abraham og jeg har været her i to måneder og vi føler os allerede helt hjemme. Forstå mig ret. Der foregår ting. Ja, for at være ærlig. Vi har allerede kopuleret på kryds og tværs i ordinære ægteskabslignende konstellationer.
Abraham: Hvis den stemme du hørte Simone lød som Gud, så må jeg skuffe dig. Det er manuskriptforfatteren, Morten Hjerl-Hansen, der prøver at opføre sig som Gud.
Skuespiller 1: [Nedladende, skarpt] Så Abraham! Drikke sin kaffe. Ikke sige flere ordinære ting. Simone. Stemmen er bare en del af denne forestillings flydende bevægelse.
Simone: Jeg tror ikke på dig skuespiller 1. Du virker Oscar Wilde utroværdig. Som en Kierkegaardsk æstetiker.
Anne Lise: Ja! Det gør du faktisk skuespiller 1. Og det bliver ikke bedre af at du faktisk har læst Kierkegaard. Haha. [Griner naturligt på en måde der breder sig til de andre på en forløsende måde.]
[Lys blændes ned, mens de griner]
