Home Non-categorized ”Der vimses”: 1. Akt, 4. Scene

”Der vimses”: 1. Akt, 4. Scene

1664

[Bænk. Detektiven og børneflokken fra skoleklassen, børnene klædt i skoleuniformer, skuespiller 1 og 2 ligeså. Børnene er stumme statister der følger med i flok. Skuespiller 1 og 2 er deres talsmænd.]

Detektiven: Kom, børn. Nu går vi op til kærlighedens bænk. Se! Der er den.

Skuespiller 1: Den frembyder ingen detaljer. Det er en tom bænk.

Detektiven: Sådan er det med bænke. En bænk er næsten altid tom.

Skuespiller 2: [Skuespiller 2 er jovial, i-sig-selv-hvilende og fåmælt gennem hele stykket. Skuespiller 1 er mere pågående, umoden, dominerende, frisk-på-den og bramfri, en jokerfigur.] Den er fuld af gammel kærlighed.

Detektiven: Cirka.

Skuespiller 1: Cirka?

Detektiven: Se nærmere efter! Der sidder nogen på bænken.

Skuespiller 1: To ånder?

Detektiven: To ånder.

Skuespiller 2: I skal ikke være bange, børn.

Skuespiller 1: Jeg er bange.

Detektiven: Ånder er naturlige.

Skuespiller 1: Skønånder? Digtere? Hvad kan I se? Jeg ser intet.

Detektiver: Betragt med hjertet. [Klapper skuespiller 1 og dernæst sig selv på brystet.]

Skuespiller 2: Ånder er bare kroppe minus alt det fysiske.

Detektiven: Ånder er teknisk set det der bliver tilbage når krop, sjæl, psykiatri og diverse eksistentielle mellemregninger fratrækkes. Nu skal vi se. Vi behøver ingen lup. Det er sikkert og vist.

[Strygere. Faretruende. Mystisk, hvidt lys og røg omkring bænken.]

Skuespiller 1: Det er Abraham og Anne Lise!

Detektiven: Korrekt. Korrekt. Hvad siger de?

Højttaler: Her må jeg blive jer svar skyldig.

[Lys ud. Lys. Abraham og Anne Lise på bænken.]

Abraham: Jeg kunne mærke et vindpust lige før.

Anne Lise: Jeg mærkede det også.

Abraham: Hvis du begynder din talestrøm igen så fordufter dette tidspunkt. Denne mulighed! Du må huske på at du er en stærk kvinde og så fortælle mig hvad jeg skal gøre.

Anne Lise: Jeg kan ikke fortælle dig det. Den slags skal komme fra dig.

Højttaleren: [Hvisker] Fortæl ham det…

Anne Lise: Er der ikke noget du vil spørge mig om, Abraham?

Højttaleren: [Hvisker] Fortæl ham det…

Abraham: Jo. Noget med bilen.

Anne Lise: Ja.

Højttaleren: [Hvisker] Fortæl ham det…

Abraham: Der ligger noget i bilen.

Anne Lise: Ja.

Abraham: Noget højt?

Anne Lise: Nej.

Abraham: Noget lavt?

Anne Lise: Ja.

Abraham: Noget firkantet?

Anne Lise: Ja.

Anne Lise: Den hemmelige fil. Dokumentet. Min iPad. Vi må ned til bilen før de andre får fat i filen og læser den.

[Lys ud. Lys. Detektiven. Børnene. Skuespiller 1 og 2. I samme position som førhen]

Detektiven: Ser man det. En hemmelig fil i bilen. Det lader til at Abraham har forfattet et såkaldt ensidigt kærlighedsdokument vedrørende Anne Lise og ham, før de kom her til slottet.

Skuespiller 1: Men hvordan kan han have skrevet noget fornuftigt før han mødte mig?

Detektiven: [Hercule Poirot-agtigt, bedrevidende] Det spørger jeg også mig selv om. Men jeg er ligeglad, ud fra den betragtning at et ensidigt kærlighedsdokument på dette tidspunkt af handlingen vil hypnotisere dem tekstuelt og bringe dem i en sær, sær tilstand af fortidsskrift der overtager begivenhederne. Tillad mig at bruge en metafor: Sidste års mode inden for hjertebeklædning vil spolere det hele.

Skuespiller 1: Jeg protesterer! Abraham havde ingen seksuel selvtillid før han kom hertil, ejheller tillid til sin egen personlighed. Dokumentet må være det rene pladder.

Detektiven: Dokumentet er forsvundet! Alle de tilstedeværende er under mistanke!

Skuespiller 2: Seksuel selvtillid. Tillid til sin egen personlighed. Se! Nu bestiller de pizza!

Previous articleTak, Gud, for dagen som nu er til ende
Next articleTak, Gud, for denne dags glæder
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)