[Bænk. Detektiven og børneflokken fra skoleklassen, børnene klædt i skoleuniformer, skuespiller 1 og 2 ligeså. Børnene er stumme statister der følger med i flok. Skuespiller 1 og 2 er deres talsmænd.]
Detektiven: Kom, børn. Nu går vi op til kærlighedens bænk. Se! Der er den.
Skuespiller 1: Den frembyder ingen detaljer. Det er en tom bænk.
Detektiven: Sådan er det med bænke. En bænk er næsten altid tom.
Skuespiller 2: [Skuespiller 2 er jovial, i-sig-selv-hvilende og fåmælt gennem hele stykket. Skuespiller 1 er mere pågående, umoden, dominerende, frisk-på-den og bramfri, en jokerfigur.] Den er fuld af gammel kærlighed.
Detektiven: Cirka.
Skuespiller 1: Cirka?
Detektiven: Se nærmere efter! Der sidder nogen på bænken.
Skuespiller 1: To ånder?
Detektiven: To ånder.
Skuespiller 2: I skal ikke være bange, børn.
Skuespiller 1: Jeg er bange.
Detektiven: Ånder er naturlige.
Skuespiller 1: Skønånder? Digtere? Hvad kan I se? Jeg ser intet.
Detektiver: Betragt med hjertet. [Klapper skuespiller 1 og dernæst sig selv på brystet.]
Skuespiller 2: Ånder er bare kroppe minus alt det fysiske.
Detektiven: Ånder er teknisk set det der bliver tilbage når krop, sjæl, psykiatri og diverse eksistentielle mellemregninger fratrækkes. Nu skal vi se. Vi behøver ingen lup. Det er sikkert og vist.
[Strygere. Faretruende. Mystisk, hvidt lys og røg omkring bænken.]
Skuespiller 1: Det er Abraham og Anne Lise!
Detektiven: Korrekt. Korrekt. Hvad siger de?
Højttaler: Her må jeg blive jer svar skyldig.
[Lys ud. Lys. Abraham og Anne Lise på bænken.]
Abraham: Jeg kunne mærke et vindpust lige før.
Anne Lise: Jeg mærkede det også.
Abraham: Hvis du begynder din talestrøm igen så fordufter dette tidspunkt. Denne mulighed! Du må huske på at du er en stærk kvinde og så fortælle mig hvad jeg skal gøre.
Anne Lise: Jeg kan ikke fortælle dig det. Den slags skal komme fra dig.
Højttaleren: [Hvisker] Fortæl ham det…
Anne Lise: Er der ikke noget du vil spørge mig om, Abraham?
Højttaleren: [Hvisker] Fortæl ham det…
Abraham: Jo. Noget med bilen.
Anne Lise: Ja.
Højttaleren: [Hvisker] Fortæl ham det…
Abraham: Der ligger noget i bilen.
Anne Lise: Ja.
Abraham: Noget højt?
Anne Lise: Nej.
Abraham: Noget lavt?
Anne Lise: Ja.
Abraham: Noget firkantet?
Anne Lise: Ja.
Anne Lise: Den hemmelige fil. Dokumentet. Min iPad. Vi må ned til bilen før de andre får fat i filen og læser den.
[Lys ud. Lys. Detektiven. Børnene. Skuespiller 1 og 2. I samme position som førhen]
Detektiven: Ser man det. En hemmelig fil i bilen. Det lader til at Abraham har forfattet et såkaldt ensidigt kærlighedsdokument vedrørende Anne Lise og ham, før de kom her til slottet.
Skuespiller 1: Men hvordan kan han have skrevet noget fornuftigt før han mødte mig?
Detektiven: [Hercule Poirot-agtigt, bedrevidende] Det spørger jeg også mig selv om. Men jeg er ligeglad, ud fra den betragtning at et ensidigt kærlighedsdokument på dette tidspunkt af handlingen vil hypnotisere dem tekstuelt og bringe dem i en sær, sær tilstand af fortidsskrift der overtager begivenhederne. Tillad mig at bruge en metafor: Sidste års mode inden for hjertebeklædning vil spolere det hele.
Skuespiller 1: Jeg protesterer! Abraham havde ingen seksuel selvtillid før han kom hertil, ejheller tillid til sin egen personlighed. Dokumentet må være det rene pladder.
Detektiven: Dokumentet er forsvundet! Alle de tilstedeværende er under mistanke!
Skuespiller 2: Seksuel selvtillid. Tillid til sin egen personlighed. Se! Nu bestiller de pizza!
