[Detektiven ligger lit de parade i hvidt tøj, hænder foldet på brystet, fuldt synlig. Smukt, omgivet af blomster. Skuespiller 1 og 2 andægtigt ind med buket, som skuespiller 2 bærer lægger blandt andre buketter på gulvet. Lang, knugende, nedbøjet stilhed]
Skuespiller 2: Nu er han næsten død.
Skuespiller 1: Nu er han næsten død. Kan ikke snakke.
Skuespiller 2: Så ung.
Skuespiller 1: Et langt liv med stærke, stærke udfordringer.
Skuespiller 2: Ja. Han kæmpede virkelig.
Skuespiller 1: Nu er han blevet spist af en tiger. Rub og stub.
Skuespiller 2: Han var tæt på at løse gåden da et langt stærkere FN troede han var et latterligt magtfuldt statsoverhoved og skød ham som en hund.
[Skuespiller 1 står med nedbøjet hoved og begynder at grine, en latter han forsøger at undertrykke, skuespiller 2 griner også og de eksploderer begge i grin som løsner op på situationen.]
Detektiven: Jeg kan tale igen. Se venner. Jeg taler. [Op på benene fra dødslejet.]
Skuespiller 2: Skuespiller 1 og jeg vil gerne takke dig. At du næsten døde passer til disse skumle kamre, gemakker, sale og levende lys… Overalt.
Detektiven: Så-så. Nu et glas vand. Jeg har frygtelig ondt i spidsen af albuen.
[Detektiven og skuespiller 1 og 2 fryser midt i vanddrikningen. Vand flyder ud over gulvet.]
Højttaleren: Jeg vil ikke overlade dig til ikke at træde i karakter. [Skuespiller 1 løfter hovedet langsomt. Det er ham der bliver talt til] Du er et fantastisk menneske.
[Lys ud]
