Vores datter er samspilsramt. Det vil jeg definere som at noget der ligger ud over selve det at hendes forældre er blevet skilt og den grundfølelse hun må have, i forbindelse hermed, at tingene inden i hende ikke hænger sammen fordi hendes forældre somme tider ikke ser ud til at hænge sammen på anden måde end som et løst defineret samarbejde. Det er ikke nogens skyld, men det er vores skyld hvis ikke vi erkender at både hendes mor og far har nogle psykiske begrænsninger. Hendes Far er ind imellem negativt præget af skizotypi og hendes Mor er somme tider negativt præget af Aspergers. Skizotypien gør at hendes Far bruger for meget energi på at køre op i en spids, særligt når jeg er alene efter en stresset morgen, eftermiddag eller aften. Aspergersen giver psykologangst og venskabsangst, en forvirring der for mig er ubegribelig og som jeg, hvis jeg ikke passer på, opfatter som pinlig fejhed fra hendes mors side. Jeg fastholder, totalt cool, at vi lever i en civilsation og at det er muligt at tale med psykolog og venner om de ting der trykker. Jeg kan ikke se verden på anden måde. Det er en styrke som jeg har. Det er ikke en styrke som hendes Mor har. Jeg føler hun blokerer. Det kan ændre sig til det bedre. Selvfølgelig kan det det. Det er rigtig godt jeg fokuserer på dette, det vigtigste i mit liv, som er min lille datter.
