»Det er mit talent der er blevet opdaget«

»Ja. Så er jeg altså virkelig-virkelig-virkelig forfatter.«

»Du er Ole.«

»Nej. Jeg er Olé!«

»Du laver sjov, ikke?«

»Men jeg kunne ikke undgå at tænke det efter jeg læste det her brev.«

»At du virkelig-virkelig-virkelig er forfatter?«

»Ja. Jeg gentager ordet virkelig som en slags træning for at lære det.«

»Vent. Hvordan kan noget der står i det brev der på bordet få dig til at tro du er forfatter?«

»Jeg kan kun sige at det fra nu af bliver vigtigt for mig selv at tage mig selv alvorligt som fagperson inden for litteraturen. Se!«

»Du er blevet optaget på en skriveskole?«

»Det er mit talent der er blevet opdaget.«

»Hvor?«

»I de 25 sider jeg sendte ind, dit elendige klummerhoved.«

»Og nu arbejder du for dig selv med forfatteridentiteten?«

»Ja. Anerkendelsen af mit jeg.«

»Hør lige engang. Det der er farligt. Du lyder som en philosophicus udi egen indbildning.«

»Jeg står på en vidunderlig vej som du bare ikke kan se.«

»Er den asfalteret?«

»Den er blå og gylden.«

»Gylden og blå? Sikke noget sludder.«

»Jeg er afstivet! Parat. Jeg er glimrende!«

»Du er glimrende!«

»Jeg er glimrende!«