Barley Paralénsch er forfatter, så jeg må lægge ansigtet i så alvorlige folder som muligt. Da vi sidder ved et cafebord slapper jeg af i ansigtsmuskulaturen, hvilket resulterer i et udtryk med en markør af noget debilt eller fåret. Paralénsch bemærker dette, men jeg siger at jeg ikke ønsker at tale om mit ansigt. Han foreslår at vi nøjes med at tale lidt om min næse og siden tale lidt om hjørnet på den billige papirserviet der ligger ved hans højre albue. Jeg indvilliger og limer en skakbrik fast på undersiden af bordet.
»Det er nogle pæne lamper, de har her,« siger han og jeg nikker, mens jeg lader fingrene løbe hen over et stort ølglas, som den blonde kvinde ved bordet ved siden af forsøger at drikke af.
»Skal vi tale om min bog?«
Nej.
»Øv.«
Jeg har ikke læst den.
»Nej?«
Og efter at have siddet her et kvarter sammen med dig, må jeg sige, at du overhovedet ikke interesserer mig eller giver mig det indtryk, at du kan skrive en bog.
»Men det har jeg ikke desto mindre gjort. Den starter med en kraftig vind, der får atten træer til at fryse.«
Jeg er ikke interesseret.
»Der efter kommer der en scene med mig der fryser, men får varmen ved en ovn.«
Dig?
»Ja. Er der noget galt i det?«
Ja.
»Hvad?«
Handler bogen om dig?
»Den handler om mine holdninger og min facon. Og jeg bliver jo ligesom nødt til at være med i den hvis den handler om mine holdninger og min facon.«
Kunne du ikke have udeladt dig?
»Hvorfor?«
Du er så underlig, fordi du tilsyneladende er helt fri for såvel dybe indre modsætninger som medfølelse og kærlighed. Jeg vil skam gerne læse en bog om dig, bare den er uden dig!
»Jeg synes det må være svært ikke at putte mig selv ind i bogen, men jeg finder din idé ganske morsom.«