Børns latter gør at vi voksne pludselig interesserer sig for at sættte os hen til dem. Vi interesserer os flygtigt for deres verden. Men humor gør børn alt for foretagsomme. De skal åbenbart passiviseres fordi *vi* generelt, *ude i samfundet*, *som* samfund ikke kan lide børns latter. Fordi den forstyrrer os i vores *tankerækker* og *arbejde*. Vi mister ganske enkelt *koncentrationen* når børn ler.
I Strids forholdsvis nye animationsfilm er der ikke én eneste gang hvor der er tænkt i børnelatter. Giver det slet ingen mening at tælle grinene hos et testpublikum bestående af børn?
