Home Non-categorized Digt om det ofte misforståede begreb tilgivelse

Digt om det ofte misforståede begreb tilgivelse

51

Jeg tror på tilgivelse
men jeg tror ikke på tilgivelsesarbejde
og jeg tror ikke på vilje til tilgivelsesarbejde
for jeg tror ikke særlig meget på viljen
og jeg tror ikke på assistance i tilgivelsesarbejde
for tilgivelse er alt for personligt

Jeg tror på tilgivelse
ikke som en appelsin der falder ned i turbanen
fra den gode Gud
i forhold til relationer vi ikke selv har valgt
fordi vi er åbne og modne og ordentlige mennesker
alt det er et ubehageligt fernis
der så Oscar Wilde rigtigt

men som smertefuld personlig gennemlevelse
som de færreste har intellektuelt og åndeligt og psykisk overskud
til ganske enkelt at gennemføre i forhold til
sådan noget som skilsmisse,
som eksempel,
det er et relevant eksempel for det berører mange
særligt børnene bliver berørt
skilsmissebørn kommer tidligere i puberteten
det ved vi nu.

Jeg vil gerne takke for at jeg fik lov til endelig at tilgive
kvinden jeg elsker og som står mig nærmest
men kun hviskende
kun dem i parterret kan høre mig
kun dem der har betalt forhøjet billetpris
for at se sveden på min pande i kærlighed
mens jeg hvisker.

Min livserfaring skyldes ikke
rygsækrejserne til latterlige Østen
som Kipling længtes så lavsindet efter
eller parfumerede Tunis
de knejsende alper kan jeg godt lide
men knejsende mennesker,
kække mennesker som jeg selv,
en hyggelig kamp mod Janteloven,
gider ikke,
et fejt parløb med Nietzsche,
gider ikke,
gad,
nej, en accept og fejring af Steinbecks advarsel,
han oplevede Anden Verdenskrig på nært hold,
om at dem der ikke tror på the perfectibility of man
ikke har ret til at kalde sig digtere.
Han skrev om paisanos
med elleve tæer
så det gav genlyd i ethvert hjerte
i ethvert land.

Naiviteten kommer ind i billedet
ikke i forhold til de ydre rejser
de er udmærkede, dannende
styrkende, givende,
eksklusive med hotelmorgenmad
men hos den der selvfedt siger at tilgivelse
altid er værd at arbejde på
i forhold til næsten.
Der må jeg sige, med Wittgenstein,
at enhver skikkelig person
erkender sig selv som vrag.

Altså betragt et vrag
et skibsvrag, nuvel,
som ligger langt ude i havet
bag brændingen der knuste det
spørg det om det kan sejle
eller der er et eller andet galt.

Verden ville være et sørgeligt sted
hvis man ikke kunne tage en livserfaring med sig
fra et digt.

Jo, jeg tror på det gode i andre mennesker.

Hvis kamp er noget
er det ikke at gøre som Knausgaard
og alle de andre
blotlægge det hele
det er en drøm.
Drømme og ønsker tæller ikke
ved jeg fra Kierkegaard.

Jeg tror inderligt på arbejdet
forstået helt konkret
læs Whitman, som har lært mig
at det at flytte kasser er der noget smukt ved
at administrere sygehuse med regneark
at sælge ting og få en forretning til at
få sorte tal på bundlinjen
at skrive hver dag
ikke kun for at bearbejde og ordne og komme ud med det
men også for at advare.

Advarslen i et digts form er for alle
heri opløses grænsen mellem folk og lærd
alle bliver til folk.
Hvis mine ark ind imellem
havner i en svinesti
løftes op på trynen
er jeg ligeglad
mit digt findes i andre kopier
jeg holder vågent øje med
hvad der foregår i parterret
der sidder min eneste nulevende digterven
jeg kan tydelig huske
første gang vores blikke mødtes
jeg stod på scenen og læste op i mikrofonen.

Et kært minde.

Statistikken omkring tilgivelse
ville tale sit tydelige sprog
dersom Danmarks Statistik
gad spørge folk om det
ligesom de spørger
om alderen for første knald,
hedder det vist,
gennemsnitslevealderen for en særlig slags mus
og alle dem der kan lide en Bukowski.
Rent vrøvl.

Græd Lagerløf ofte
jeg tror såmænd ikke hun var en hård negl
ligesom Astrid Lindgren
men hun korresponderede livligt, kvindeligt.

Jeg kan godt lide hende.

Hun havde en forbilledlig blødhed
der samlede enderne i selv
nogle af de mest banale historier
så ringen sluttedes til sidst.

Afrunding.

Det er ikke Anden Verdenskrig
men synet på tilgivelse er for svagt derude omkring
det er en alvorlig sag
men en god sag.
Så mange centrale begreber trænger til
nænsom-voldsom opløsning.

De centrale begreber
er de sproglige spilleregler
der eksisterer
på trods
af menneskers uhyre forskellighed.

De centrale begreber er ikke dialogføde,
men spytklatterne vil flyve,
lur mig om ikke menneskene vil blive
ved med at gå til hinanden.
Det er der da noget smukt i.

Og hvad angår internettet:
Jeg er moderat fan.

Previous articleKristiansens børn jubler: “Far er blevet seksuelt frigjort og bruger alle sine penge på snacks og tidsler”
Next articleReklame for højsind
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.