“Digte er enormt kejtede forsøg på at lyde som en fra overklassen. Som en der synger serenader under en anden kultiverets balkon og herefter går hjem hvor der også er nok at spise.”
Og søreme om der ikke også bliver guflet oppe i vinduet.
“Rigtig fin mad. Jeg kan ikke gå i den der med at skrive digte. Jeg kommer selv fra overklassen og jeg vil ikke hykle og skrive digte og sige jeg er sprogets ven og nu skal jeg lige give dig en serenade. Det er det samme som at sige hold kæft til mennesker der er fattige på sprog og det er umoralsk at sætte et fåmælt menneske i bås og fastholde denne udsøgt klamme måde at angribe mennesker uden særlig meget sprog og særlig mange penge. Hvis man læser de ting jeg skriver på Den Anden Avis vil man se at sproget også er andre ting end en bærer af serenader og andre perfekte og ofte misforståede forsøg på at komme i kassen med kvinderne. Jeg tror at verden og individerne skabtes i ordet. Men jeg tror også der findes mange ret utilstedelige tilnærmelser til sproget. Genertheden hos de fåmælte og overdrevent socialt selvkontrollerende er ikke noget med ringe selvtillid eller ringe selvværd. Det er ikke noget fundamentalt eller dybtliggende, det er noget spontant. Der gives derfor ingen selvhjælp. Der gives ingen forløsning eller flugt. Der gives kun Den Anden Avis-lignende fænomener som på en sjov måde viser at vi alle er klodsede sprogbrugere og at vi derfor kan mødes på tværs af klasse, køn og andre såkaldte kasser, etiketter og hvad man ellers kalder det. Det er essensen af hvad Wittgenstein har lært mig om sproget. Wittgenstein kom selv fra overklassen og delte alle sine penge ud.”