En disponør. Hvad er det? En disponør arbejder ud fra den erfaring, at den roman folk kan skrive er en helt anden, end den, de vil skrive. Ofte er den roman folk kan skrive langt mere interessant end den anden slags idet den “rummer store grønne ruller der ruller hen over bipersonerne så det kilder”.
Kip Nivse gnider sig på albuen med en stok.
“En forfatter efter mit hovede er ikke i stand til at hverken lave eller realisere eller udfylde en disposition. Hvis Kierkegaard havde haft en tilpas irriterende disponør, fx Henriksen over fra Traneparken 1, var begge verdenskrige blevet til fester i stedet. Når disponøren ikke inddrages bliver ting for lutherske, enkeltmennesket og værket som et særligt makkerpar er noget vås. Der er intet som helst venskab dér. Ingen synergi. Ingen harmoni. Kun ufrugtbart selvpineri hvilket resulterer i elendige bøger. Disponøren skal med. Disponøren skal med og stå på forsiden sammen med forfatteren.”
Hvordan adskiller en disponør sig fra en almindelig skønlitterær redaktør?
“En disponør ligger i en seng med kimono på. Sengen er iført kimono. Disponøren ligger og ligner en afdød. Ser faktisk meget uhyggelig ud.”
Men det er vel fordi han holder noget skjult for forfatteren at han vælger at fremtræde i så, ja, nu kalder du det uhyggelige omgivelser.
“Disponøren skal hele tiden gå ud og tage en håndfuld græs i munden. Det er hans eller hendes primære opgave.”
Det er absurd. Det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tager mit gode tøj og går. Aldrig har jeg hørt mage.
“Forfatteren er mere vanvittig. Den hyppigst forekommende måde at give sine luftige tanker mere plads i livet end kærligheden er at ville skrive en roman.”
Bøsse!
