”Den smalle litteraturs store løgn er at intellektuelle er bedre rustede til at dø. At vi er bedre rustede til at resignere er en endnu større løgn for den er farligere for den betyder at vi ikke tror vi hverken dræber eller vil dræbe. Det er løgn for intellektuelle dræber både mennesker, først og fremmest via krig, og menneskers muligheder, først og fremmest via selvhøjtidelighed. Vi kan blive rustede til at læse smal litteratur, men hvad er denne rustning værd hvis vi alligevel fører krig og dræber på andre måder?
Ikke en døjt.
I Danmark, i dumme gamle Danmark er Intellektuel et smykke som folk af “ydmyghed” ikke beklæder sig med. Ja, vi befatter os ikke engang med det for vi vil ikke være os selv bekendte. Så grå, splittede og kedelige er vi her til lands. Vi har ikke engang briternes humor. Vi vil end ikke være os selv bekendte i den stille latter, det såkaldt forkølede fnis eller det fjollede grin. Men intet fnis er forkølet og ingen fjol er tåbelig for bygger man nok fnis og fjol sammen har man evnen til at le med hele kroppen og den er direkte sund. (Pas på!) I Frankrig og i Tyskland er det mere naturligt at identificere sig som intellektuel, for det er kun noget man delvist er ligesom man delvist er Edgar Takhøj, Maradjøngade, gymast, bøsse, sindslidende, afrikaner, fattig, rig, høj, lav, smuk, grim, høflig osv. osv.
Første gang jeg virkelig læste eller tilegnede mig en moderne digtsamling fik jeg et chok for der var noget helt galt. Det sansede jeg fysisk, kropsligt. Jeg er da en fyr som Trump taknemmelig for at fortælle mig (på godt dansk, nå ikke?!) hvad der var galt. Der var det galt at den pågældende dansker både identificerede sig og ikke identificerede sig som intellektuel. Men hvis man ikke bare kan identificere det intellektuelle som en bi-egenskab så får man skam eller formørkelse og bliver farlig. Så bliver tingene for indviklede. Ja, ekspressionistisk set står man nede i noget der er dybere end en grav og det er altså ikke det rigtige for et levende menneske.
Jeg håber at intellektuelle føler større ære fremover. Altså efter jeg har sagt dette. Det er da meget rart.
Intellektualismen har masser at rose sig af. Den er nænsom. Det meste af tiden.”
Der bliver klappet heftigt af den ene tilskuer efter den anden, for der er kun to tilskuere. Det er en overskuelig mængde for Elskab for han elsker at lære folk lidt at kende. På et meget høfligt og overfladisk plan altså.
Elskab har i sin selvbegejstring glemt indledningen.
