Det var fint hvis vi var “rækker af folk der passer på hinanden”. Det er vi imidlertid ikke slet og ret fordi det er usprog. Rodet sprog. Wittgenstein ville indvende at det er filosofisk rod og jeg ville være enig og Wittgenstein ville drøne rundt i det stopfyldte mellemstore lokale i “Moral Sciences Club” og pege på deltagerne med samlede hænder. DU har sagt noget forkert! DU har sagt noget rigtigt! Lidenskabeligt. Ja, hvem der var ung i Cambridge i 1940’erne.
Nuvel. Alle er indbudt til at lege Moral Sciences Club i 1940’erne. Lad os ikke være Dumme Dänen som vi ind imellem forfalder til. Blandt andet ved ikke at bruge tiden til AT TÆNKE. Lad os høre nogle Beethoven symfonier om aftenen og væbne os med analytisk filosofi om formiddagen, for det passer godt til sådan en solrig dag i september.
Jeg ville have stillet plenum følgende spørgsmål:
Romantiserer Hr. Peter Høeg mennesket i stedet for at holde af det på den måde som vores samfund så generøst inviterer til?
“Bekvemt. Nemt. Forsimplet!” ville Wittgenstein råbe, dog med tydelig adresse til Hr. Peter Høeg. Wittgenstein ville kaste sig glubende over mit spørgsmål, analysere det i flere timer fordi jeg havde forstået noget ved Hr. Peter Høegs “livsmåde”, Wittgensteins udtryk, som på en fuldkommen åbenlys måde hang sammen med emnet.
Den eneste kvinde i lokalet, den unge katolik Miss G.E.M. Anscombe, ville naturligvis få lov af mesteren til at fuldende følgende indlæg:
“Lad os tage relationen mellem forældre og børn. Hvis vi læser 1. Mosebog kap. 3 vers 15. tales der om fjendskab. Også hos kloge kloge hihi Freud er der tale om fjendskab. I hvert fald om en ret kompleks relation med indbyggede komplekser. Vi vil det bedste for hinanden men et raskt lille fjendskab kan være nødvendigt. Med vrede inkluderet. Med tænders gnidsel og lange perioder hvor vi ikke er på talefod. Vi har endda den mulighed at vi kan elske vores fjender.”
Wittgenstein ville trave tilfreds igennem lokalet, lige forbi Georg Henrik von Wright, og hen til mig. Jeg ville bryde ud i følgende verbale afklapsning:
“Det, der gør mig virkelig vred er at Hr. Peter Høeg i bog efter bog ikke tager psykiatri alvorligt. Om det er sådan man gør på Vækstcenteret ved jeg ikke, men Hr. Peter Høeg gør det altså i bog efter bog. Jeg er selv psykiatribruger og det vender sig simpelthen i mig når psykiatri gøres til ånd. Sådan gør man altså ikke i dag.”
Wittgenstein ville sætte sig på kanten af et bord med en småkage og sige henkastet:
“Hr. Peter Høegs appel er åbentlyst til drømmere og de sover som bekendt.”
Men dermed var denne eftermiddag først lige begyndt…
