Home Non-categorized En anden tid, et andet sted

En anden tid, et andet sted

1075

Det var fint hvis vi var “rækker af folk der passer på hinanden”. Det er vi imidlertid ikke slet og ret fordi det er usprog. Rodet sprog. Wittgenstein ville indvende at det er filosofisk rod og jeg ville være enig og Wittgenstein ville drøne rundt i det stopfyldte mellemstore lokale i “Moral Sciences Club” og pege på deltagerne med samlede hænder. DU har sagt noget forkert! DU har sagt noget rigtigt! Lidenskabeligt. Ja, hvem der var ung i Cambridge i 1940’erne.

Nuvel. Alle er indbudt til at lege Moral Sciences Club i 1940’erne. Lad os ikke være Dumme Dänen som vi ind imellem forfalder til. Blandt andet ved ikke at bruge tiden til AT TÆNKE. Lad os høre nogle Beethoven symfonier om aftenen og væbne os med analytisk filosofi om formiddagen, for det passer godt til sådan en solrig dag i september.

Jeg ville have stillet plenum følgende spørgsmål:

Romantiserer Hr. Peter Høeg mennesket i stedet for at holde af det på den måde som vores samfund så generøst inviterer til?

“Bekvemt. Nemt. Forsimplet!” ville Wittgenstein råbe, dog med tydelig adresse til Hr. Peter Høeg. Wittgenstein ville kaste sig glubende over mit spørgsmål, analysere det i flere timer fordi jeg havde forstået noget ved Hr. Peter Høegs “livsmåde”, Wittgensteins udtryk, som på en fuldkommen åbenlys måde hang sammen med emnet.

Den eneste kvinde i lokalet, den unge katolik Miss G.E.M. Anscombe, ville naturligvis få lov af mesteren til at fuldende følgende indlæg:

“Lad os tage relationen mellem forældre og børn. Hvis vi læser 1. Mosebog kap. 3 vers 15. tales der om fjendskab. Også hos kloge kloge hihi Freud er der tale om fjendskab. I hvert fald om en ret kompleks relation med indbyggede komplekser. Vi vil det bedste for hinanden men et raskt lille fjendskab kan være nødvendigt. Med vrede inkluderet. Med tænders gnidsel og lange perioder hvor vi ikke er på talefod. Vi har endda den mulighed at vi kan elske vores fjender.”

Wittgenstein ville trave tilfreds igennem lokalet, lige forbi Georg Henrik von Wright, og hen til mig. Jeg ville bryde ud i følgende verbale afklapsning:

“Det, der gør mig virkelig vred er at Hr. Peter Høeg i bog efter bog ikke tager psykiatri alvorligt. Om det er sådan man gør på Vækstcenteret ved jeg ikke, men Hr. Peter Høeg gør det altså i bog efter bog. Jeg er selv psykiatribruger og det vender sig simpelthen i mig når psykiatri gøres til ånd. Sådan gør man altså ikke i dag.”

Wittgenstein ville sætte sig på kanten af et bord med en småkage og sige henkastet:

“Hr. Peter Høegs appel er åbentlyst til drømmere og de sover som bekendt.”

Men dermed var denne eftermiddag først lige begyndt…

Previous articleNurla fortæller om, hvad han ville bruge forskellige pengesummer til, hvis han ikke skulle bruge dem på noget andet
Next articleDepressivt, synsk, profetisk medie: ”Hvislemændende på P4 spiller ungdomsleflende seksualiseret musik”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)