Først det, som kan forstås af mennesker:
Ved skift til sommertid stiller vi havemøbler frem og uret frem. Det er en god huskeregel.
Så har vi stillet uret rigtigt. Det lyder hyggeligt, men er det ikke. Det er et mareridt. Alle forsøg på at udlede noget logisk af denne mnemotekniske genistreg er noget nonsens.
Jeg vil i det følgende vise at der ikke findes sprog for hvad der sker når vi skifter til sommertid. Ligesom med spørgsmålet om hvorfor kunstnere er venstreorienterede. Vi må stille os tilfredse med nogle latterlige situationsbetingede tankeøvelser. Det viser sig nemlig at vi, uanset hvordan vi har stillet vores ur vil opleve vores vækkeur dobbelt irriterende og vores chef som laber.
Hvorfor?
Havemøblerne har det fint, vi har det elendigt. Vi er nemlig, viser det sig hurtigt, blevet hevet en time tidligere op end ellers. Hvorfor? Hvad i alverden er klokken? Det er umuligt at svare på, selv i denne hjælpsomme, belærende og kyndige sammenhæng. Det beror på situationen. Men det har heller intet som helst med argumentationen at gøre hvad klokken er i skrivende stund og hvad den senere vil være i læsende stund.
Var det ikke en idé at skrive noget på havemøblerne, så vi forstår hvorfor vækkeuret ringer tidligere når vi har stillet det til et klokkeslet der ligger senere? Vækkeuret ringer tidligere og samtidig føler vi os dumme. Der er altså to grunde til at miste besindelsen overfor vækkeuret.
En irriterende og dybt vildledende huskeregel er at havemøblerne skal have påskriften “allerede”. Efter skiftet til sommertid kan vi sige: “Skal jeg allerede hjem?” Men denne glæde virker hul og påtaget i forhold til at vi lige har knust vækkeuret og burde skamme os grundigt.
Men det betyder følgeligt også at vi skal tidligt op om morgenen. Ved skiftet til sommertid bliver vi sure på vækkeuret men synes chefen er laber. Alt sammen på grund af at der står “allerede”, “møgvækkeur” og “laber chef” på havemøblerne.
Lad som om vi stiller uret frem ved solopgang i stedet for midt om natten. 6 bliver til syv. Alle begivenheder sker altså senere på dagen, i forhold til vores indre ur. Vi kan dermed tillade os at sige til chefen: “Er den virkelig blevet så meget som 11? Det var enormt meget. Så fiser jeg hjem.” Vi fiser altså stadig på chefen ved skiftet til sommertid. Han eller hun kan intet gøre uanset om vi vælger det ene eller det andet bevis for at vi skrider tidligere. Vi stiller havemøblerne frem og fiser på chefen. Det er en god huskeregel.
Bliver vi sure på vækkeuret uanset om vi har husket at stille det eller ej?
Ja.
Vi bliver sure på vækkeuret i begge tilfælde, for hvis vi har glemt at stille uret, kommer vi for sent og ærgrer os over det og hvis vi har husket at stille det kommer vi til tiden, men er morgensure.
