At dele folk op i gode og onde volder mig umiddelbart relativt store vanskeligheder. På den anden side er der noget arrogant i at hæve sig over fjendebilleder. Jeg mener ikke Wittgenstein er blevet fulgt til dørs i denne sammenhæng. Opmærksomheden omkring denne tænker er i universitetsfilosofisk sammenhæng exceptionel, blandt andet fordi hans tænkning på en gang er esoterisk, mange hævder at alle de små præcise sentenser slet ikke går til stålet i forhold til de store filosofiske spørgsmål, men mange har spildt deres tanker og liv på at dyrke ham i stedet for at bruge hans tanker systematisk-næstekærligt.
Jeg vil nu forsøge at vise at det giver mening at legitimere andre mennesker ved hjælp af wittgensteinianske sorenskrivere.
Sorenskriveren er død. Hører hjemme i et analfabetisk samfund. Nuvel. Det er rigtigt. Lad mig fremføre mit ærinde, så godt jeg formår.
I selvpromoveringen drømmer vi om at legitimere os selv. For det tænkende menneske er der mange spændende drifter i det. 1. Driften efter at blive elsket, 1.1. Driften efter at blive elsket for vores individuelle menneskelighed, 1.2 Driften for at blive elsket som menneske der har behov for kærlighed, 2. Driften efter at være med til at give andre mennesker håb via en optimistisk-idérig-naturlig-afslappet-ligefrem facon, 3. Driften efter at andre legitimerer os. Altså skriver noget på en og samme tid godt og retfærdigt om os.
Det er særligt 3 jeg er interesseret i. I den analytiske filosofi lægges der meget vægt på distinktioner. Ikke udmærkelser, selvom ordet også betyder dette. Skillelinjer. At skille skidt fra snot.
Mennesker skal bearbejdes før de bliver andenpersonslegitimeringsparate. Så meget ligger fast.
Men hvordan.
Jeg har kun anelser.
At nægte at et andet menneske beskæftiger sig sprogligt og skriftligt med ens personlighed og plads i verden ud fra netop håb er dæmonisk, altså angst for det gode. Vi kan også, mere præcist, kalde det et udtryk for et negativt træk ved tidsånden, eller helt kort, en uskik.
