Home Non-categorized Erbin Salaxttaylor taler

Erbin Salaxttaylor taler

640

Alle mennesker i verden er drøn-interesserede i mine idéer, men på grund af blandt andet en hoppesnøvs og to guldkorn er jeg blevet ude af stand til at fremstille dem temperamentsfuldt og ægte indenfor sprogets og kunstens ramme. Det er min livshistorie i en nøddeskal.

Det er noget vrøvl.

Det er selvviden indhøstet igennem et langt liv. Værdifulde sager.

Jeg tager din ytringsfrihed fra dig.

Hihihi min kære ven. At tro sådan et stænk af sandhed som dig kan forhindre mig i at snakke henført om nogle ret smukke og særdeles livgivende metaforer. Jeg er noget i en vis forstand dødt der ligger på jorden i en helt fortryllende museumshave.

Dem der ligger på jorden må man træde på.

Jeg er et visnet blad. Smukt guldnet. Jeg har fanget alt det lys jeg skal og nu skal jeg skrive. Skrive. Jeg siger dig. Skrive. Ak ja.

Et blad der skriver? Det minder mig om den dårlige og ganske trættende godnathistorie ‘Tårnet der blev ansat som konseilspræsident’. Det er et umuligt billede poetisk betragtet.

Hør, hvad er det for en historie? Den vil jeg da hjertens gerne skrive jeg mener læse.

Den starter med et stort anker der ligger oven på vandet i en storm.

Det hedder på et oprørt hav i en voldsom natlig vinterstorm, men fortsæt endelig.

Ankeret er fastgjort til en masse selvlysende havmennesker der svæver under det i håb om at komme op til det og forstå det.

Det hedder ankeret er fastgjort til leende havmænd der stræber mod himlen men altid vil være i vandet, undtagen i frokostpausen og i weekenden.

En dag får havkiosken en ny havkioskejer. Han slår en prut der stinker og afleder havmændene som alle bliver ansat i havkiosken. De bliver ikke enige om lønnen lige med det samme men derimod enige om at fisens ejermand har dårlig mave.

Det er glimrende.

Jeg siger bare hvordan virkeligheden er omkring den historie.

Ja ja. Det er glimrende, det har du gjort glimrende. Du må gerne gå nu.

Gå?

Ja ja. Så så. Skynde sig lidt.

[Mumler.]

Ja, det var godt så.

Previous articleErbin Salaxttaylor: Der findes mange slags ærlighed
Next articleSyt Vattersteen: “Dansk lyder forfærdeligt”
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.