Home Non-categorized Essay om manglende selvironi

Essay om manglende selvironi

100

Jeg kan ikke grine af mig. Det ærgrer mig, men sådan er det. Jeg har mennesker blandt min nærmeste familie og venner som har denne gave. Jeg har andre gaver, sandt nok, men jeg spørger ind imellem hvordan jeg, i efterlignende beundring, kan opøve selvironi?, men det er vist for dumt. Ved at holde tand for tunge og grine når nogen gør kærligt grin med mig med en lille uskyldig vits. Nej! Det er alt for meget! Jeg giver op på forhånd, når jeg hører den milde klukken og ser de naturlige smilende øjne og lettere bestyrtelse hos dem som har selvironi. Jeg burde starte en klub for folk uden selvironi, men dem findes der vist allerede nogle stykker af. Jeg er hård imod ondskab. “Akkurat som Beethoven.” Jeg er der med det samme når jeg bliver kaldt en bibelsk sanddruelighed. Ingen ting at stille op. At opretholde et mildt forhold til verden gennem ting jeg selv kan grine af og som jeg, selvfølgelig, jeg er jo ret selvhøjtidelig, hedder det vist, er en kamp som jeg bruger meget energi på. Der er sortsyn i det. Depression. Jeg tror mange humorister er forkvaklede, livsuduelige enegængere som forstår os selv som ukuelige vittighoveder. Så kan man sidde med den ulykkelige selverkendelse som en plat erstatning for den mildhedens latter, som man, jeg, sådan eftertragter eller, realistisk, blot savner inderligt. Men da skal man erindre at selvkendskab, ligesom al erkendelse, er stykkevis og samtidig glæde sig over at det tjener særdeles mange gode formål at evne at se og føle mysteriet inden i som kun en god gammeldags selvhøjtidelig kan, fordi vi har sådan brug for det og søger det og finder det. Jeg er bestemt også selvhøjtidelig på min læsers vegne, men føler mig mest selvhøjtideligt tryg når folk efterligner mig, følger mig, for at bruge et udtryk fra det sociale medie Instagram. Men jeg går godt i spænd med mennesker der ejer selvironi. Og jeg er ikke kedelig. Du kan bare slå på tråden.

Previous articlePolitisk analyse: Claus Hjort er VFMDSFUHAK
Next article“Har du hjerne til at køre den her bil?”
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.