Jeg kan ikke grine af mig. Det ærgrer mig, men sådan er det. Jeg har mennesker blandt min nærmeste familie og venner som har denne gave. Jeg har andre gaver, sandt nok, men jeg spørger ind imellem hvordan jeg, i efterlignende beundring, kan opøve selvironi?, men det er vist for dumt. Ved at holde tand for tunge og grine når nogen gør kærligt grin med mig med en lille uskyldig vits. Nej! Det er alt for meget! Jeg giver op på forhånd, når jeg hører den milde klukken og ser de naturlige smilende øjne og lettere bestyrtelse hos dem som har selvironi. Jeg burde starte en klub for folk uden selvironi, men dem findes der vist allerede nogle stykker af. Jeg er hård imod ondskab. “Akkurat som Beethoven.” Jeg er der med det samme når jeg bliver kaldt en bibelsk sanddruelighed. Ingen ting at stille op. At opretholde et mildt forhold til verden gennem ting jeg selv kan grine af og som jeg, selvfølgelig, jeg er jo ret selvhøjtidelig, hedder det vist, er en kamp som jeg bruger meget energi på. Der er sortsyn i det. Depression. Jeg tror mange humorister er forkvaklede, livsuduelige enegængere som forstår os selv som ukuelige vittighoveder. Så kan man sidde med den ulykkelige selverkendelse som en plat erstatning for den mildhedens latter, som man, jeg, sådan eftertragter eller, realistisk, blot savner inderligt. Men da skal man erindre at selvkendskab, ligesom al erkendelse, er stykkevis og samtidig glæde sig over at det tjener særdeles mange gode formål at evne at se og føle mysteriet inden i som kun en god gammeldags selvhøjtidelig kan, fordi vi har sådan brug for det og søger det og finder det. Jeg er bestemt også selvhøjtidelig på min læsers vegne, men føler mig mest selvhøjtideligt tryg når folk efterligner mig, følger mig, for at bruge et udtryk fra det sociale medie Instagram. Men jeg går godt i spænd med mennesker der ejer selvironi. Og jeg er ikke kedelig. Du kan bare slå på tråden.
