I dag ved vi (forhåbentlig?) at Stanley Kubrick var narcissist i skadelig grad og nok også psykopat. Målet med hans håndværksmæssige tæft var altid at hypnotisere med kyniske virkemidler og ikke at administrere publikums liv mens de så dem. Hvis han havde været en stor kunstner havde han interesseret sig for den menneskelige situation, udstødte mennesker eller udstødte menneskers sprog. Han kunne ikke tale og derfor gav han ikke interviews. Det var ikke grundet beskedenhed men såkaldt hvid skam, han skammede sig over sig selv. Er jeg vældig frustreret over disse ting? Nøh. Jeg spørger bare om verden kan tåle flere Kubricker når den nu er blevet så åndløs at folk vader ind over de hjemløse i fx Seattle. Når jeg en sjælden gang siger det føler folk sig personligt krænkede og signalerer med deres kropssprog at jeg bare kan skride. Det er ondt overfor mig. Tænder jeg et lys for verden nu? Nøh. Da Anden Verdenskrig rasede stillede Charlie Chaplin sig op som diktator hvor han bekendte sin væmmelse ved ”the unnatural og the unloved”. Chaplin stod midt i det mest frygtelige menneskeheden endnu havde oplevet og udpegede to essentielle menneskelige egenskaber som et muligt bud på årsagen til det hele. Han bad dem på godt engelsk om at klappe hesten. Det budskab prellede af på Kubrick. Som 68er klyngede han sig til de sikre budskaber, samtidig med at han begik den forbrydelse at han lod sit publikum hæve sig over ondskaben. Hvis han havde elsket mennesker havde han sagt: Mennesker kan administrere deres egen og verdens ondskab i en forsagende bevægelse. Ondskaben skal hverken bekæmpes, udraderes, accepteres eller erkendes. Den skal forsages. I den forsagende bevægelse er man nådigt fritaget fra at tage stilling til det ontologiske spørgsmål: ”Eksisterer denne dæmon? Hvordan ser den ud? Hvordan opfører den sig? Hvad er dens skostørrelse?”
Kubrick er alle vestlige intellektuelles lille hyggehemmelighed og det synes jeg er komisk og egentlig meget lattervækkende i lyset af hvordan disse meningsdannere lader deres lyttere, tilhængere og svorne modstandere behandle hjemløse i USA. Som besatte. Det er da sådan en fyr som Stanley Kubrick der er besat når han ved kapitalistisk velopdragne raffinementer opdrager kloge mennesker til at vælge monolitter foran abemennesker.
Vi intellektuelle vil ikke dresseres! Vi vil fred! Vi vil frihed!
Vi tager afstand fra Nobelprisen til Peter Handke. Vi lægger armslængde til Lars von Tries velopdragenhed! Vi læser, så empatien styrkes! Vi læser Cortazar, Steinbeck, Lagerlöf (udtales Lagerlöw), Robinson og Coetzee! Vi siger nej tak til Pernille Rosenkrantz-Theils genopdragelsesplaner! Unge med psykiske problemer skal have en velfungerende psykiatri de kan falde tilbage på og som kan hjælpe dem igennem tilværelsen så de kan tage nogle gode beslutninger.
Jeg synes det er pivskægt den måde Kubrick appellerer til og opmuntrer til åndelig umodenhed og stilstand. Hans forenklinger er pragtfulde. Hallo! Manden var ikke spændstig oppe i sit hoved!
Jeg synes det er pivskægt at hans film alle har over 90 procent likes på Wikipedia.
Jeg synes det er pivskægt at scenen med soldaten der skal henrettes i Paths of Glory er drønende sentimental.
Nu sidder der nok nogen læsere og bilder sig ind at jeg har gennemskuet Stanley Kubrick. Bruger det ord. Gennemskuet. Men det er et ord jeg ikke kan bruge til en skid. Nul og niks. Findes ikke i min verden!
En eller anden dag opretter jeg et stasiarkiv over folk der ikke kan læse eller udtrykke sig uden tvangsmæssig brug af raffinementer, der er magtesløse uden forloren ”støtte” i tilværelsen fra andre end Stanley fucking Kubricker.