Det er umuligt at forholde sig kritisk til Quentin Tarantino, i det at han ikke kan lide mennesker, så jeg vil nøjes med at forholde mig til, ikke det problematiske som kunstner i ikke at kunne lide mennesker, men hvad det *betyder* ikke at kunne lide mennesker. Opgaven er at *beskrive*.
Jeg oplever noget tilsvarende med Paul Auster. Han kan heller ikke lide mennesker.
Jeg kan godt lide mennesker.
Men hvad kan udsagnet ”Kan ikke lide mennesker” betyde?
I min produktion af humoristiske medie-efterlignende kortprosastykker tager jeg ikke folk ved hånden, jeg vil hellere lave noget urovækkende hvor klichéer udstilles og sproget udstilles som tomt når det bruges af mennesker der bliver *fyldte af dem selv*.
Er det ”raffineret” at kunne lide mennesker? Ja. Der er noget dér! Se på Bob Dylan. Han kan godt lide mennesker og det *viser sig* i hans raffinement. Men ordet raffinement *beskriver* ikke særlig meget. Det er vi enige om.
At kunne lide mennesker: Det er noget med at sige enormt lidt: ”People tell me it’s a sin, to know and feel to much within.”
Nej. Jeg har ikke fat om det jeg gerne vil sige om at kunne lide mennesker. Til mit forsvar må jeg sige at det er en vanskelig opgave.
Jeg må stille mig tilfreds med bemærkninger og håbe at nogen kan se hvad jeg mener.
Men.
Det er klart at vi ikke kommer uden om begrebet *menneskesyn*. Det må og skal være afgørende i mit temmelig anstrengte, men *nye* forsøg på at *beskrive* hvad det vil sige at kunne lide mennesker.
Bemærkning: Det er vigtigt at mennesker der sidder i fængsel ikke alle opfattes som voldspsykopater. Mange gange er det *ofre* for psykopaters *spil* der overfylder fængslerne. Herfra skal lyde en almindelig opfordring til at blive besøgsven.
At kunne lide mennesker: At holde spørgsmålet om hvad et menneske er *åbent*.
At kunne lide mennesker: At *beskrive* irritationen ved menneskelig forskellighed. Bob Dylan: ”Like a Rolling Stone”, ”Idiot Wind”.
Nej. Jeg får jo intet sagt i dag. Hvor er det irriterende!
”Jeg kan ikke lide mennesker der ‘kan lide’ Quentin Tarantino og Paul Auster.”
Der er noget *beskrivende* i ovenstående udsagn, men jeg *føler* ikke det er utvetydigt sandt.
Forsøger jeg at vejlede mennesker til at blive en *livsform* der ikke kan lide Quentin Tarantino og Paul Auster?
Ja. Det udsagn passer bedre på mig, på min *livsform*.
Er det arrogant at *vejlede mennesker til at blive en anden livsform*.
Nej det er da ej. Det er noget vi alle hele tiden gør.
Der er vigtig nuanceforskel mellem en *beskrivende vejledning* og en *arrogant vejledning*. En nuanceforskel vi er tvungne til at acceptere.
”Mennesker der ikke kan lide mennesker er kolde.”
Ja og hvad?
”Mennesker der ikke kan lide mennesker er kolde fordi de ikke ‘ved bedre’.”
Jo, men Quentin Tarantino og Paul Auster har et publikum på flere end 100 millioner.
*Vælger* man *at opretholde sig selv som en kold livsform*, en *kold væren* ved at se Quentin Tarantinos film eller læse Paul Auster? Der er noget der tyder på det, men skal det dermed *frarådes* og, i givet fald, *hvordan*?
Vi bearbejder hinanden som livsformer med filosofiske undersøgelser. Men der er ingen anden *teknik* end at *beskrive*.
At beskæftige sig direkte med et koldt menneske, en *kold livsform*, er det lykkeligvis ”bare” et Sisyfos arbejde? Cirka, jo. Men vi har den *filosofiske undersøgelse* at ”falde tilbage på”.
”Intet er skjult”. (Wittgenstein) Det er ikke *meningen* at jeg skal *komme sandheden nærmere* om hvad en kold livsform *går ud på*.
Sammenlign udsagnet ”Jeg er for psykisk og åndeligt forpint til at have brug for kolde kunstnere” med ”Du skøjter hen over tilværelsen hvis du lader dig forføre af kolde kunstnere.”
I psykiatrien er negativ selvvurdering forbudt. Er det heri dens ”varmefelt” blandt andet består?
Hvis jeg stiller mig op i Grand Teatret i Mikkel Brøggers Gade og siger ”Jeg føler ikke Quentin Tarantino kan lide mennesker” vil folk spørge mig om hvad jeg mener. Jeg *mener ikke andet* end denne filosofiske undersøgelse, men jeg synes ikke den er *god*. En beskrivelse er ikke *god* eller *dårlig*, den *rydder op i sprogligt rod* eller *ævler ubehjælpsomt* eller begge dele.
