»Det er da noget af det absolut sidste der sker!« siger Krini og ser syrlig ud.
Selvom de to landbrugsfætre, et moderne ord for bonderøve, ofte taler sammen og arbejder sammen i det daglige, hersker der åbenlys uenighed om udviklingsstadiernes rækkefølge, når det gælder dyrkning af violiner med hjul.
»Det religiøse stadion kommer først.«
»Stadium.«
Blini rødmer.
»Stadium. Min fætter Krini læser bøger. Han har også engang skrevet en bog. Nu kan han kalde sig forfatter.«
Krini slår fast:
»Jeg er forfatter. Helt ind til marven. Ligesom du er iværksætter, øh, helt ind til, øh, marven. Det lyder fjollet ikke? At være noget man godt kan lide helt ind til marven.«
»Jo, det lyder temmelig neurotisk.«
De to forfattere eller fætre, rettere, er begyndt på en af deres karakteristiske viske-tavlen-ren-og-tale-om-hvordan-vi-i-virkeligheden-er dialoger og en hel del af det de siger kan stryges. Årsagen til, at jeg udelader resten af deres samtale er, at de konkurrerer uden at tale sammen og dette er for mine trænede overklasseøjne upassende og forkert. Desuden taler de sandt på en alt for direkte og selvbevidst måde, hvilket ikke sømmer sig i en avis.
